Så var det, at jeg en efterårsdag steg ud af SAS-maskinen i Tirstrup, prajede den første og bedste taxa og sagde, at jeg skulle til en given sognegård. Chaufføren lugtede en god forretning, og mens taxameterets røde digitaltal  lyste det ganske Djursland op, begyndte han at få sognegård til at rime på kirke. Den er god nok, svarede jeg, og fortalte, at jeg skulle hen og holde et foredrag om salmedigteren Jakob Knudsen. Ham kender jeg ikke, sagde chaufføren, og spurgte, om han var sådan en, man så i bladene. Næppe, svarede jeg, han er død. Herefter indtraf den obligatoriske pause.

Men det er nu sjovt,  sagde chaufføren, jeg er ikke sådan en, der render i kirke i tide og utide, men mit Fadervor har jeg aldrig glemt.

Naturligvis har han ikke det. Fadervor er den bøn, vi bliver døbt med, og selvom det myndige lægfolk i folkekirken ofte er i restordre, er der ingen tvivl om, at de fleste ved, hvor kirken er, når det gælder.  Det er det, der gør folkekirkeordningen så unik, for her kan rig og fattig, høj og lav, mødes i et fællesskab, der binder dem sammen om den fælles tro. Det gælder bestemt ikke kun gudstjenesten, som kun omkring to procent af befolkningen deltager i. Det gælder i ligeså høj grad de aktiviteter, der finder sted i kirkens regi i løbet af måneden. Babysalmesang, ældremøder, koncerter og sogneaftener udtrykker alt sammen den jordnære forkyndelse, hvor et par salmer og et Fadervor er evangelium nok.  Og er det alligevel i overkanten, kan den lille mand med den lille tro stille sig tilfreds med, at han er lige meget medlem af folkekirken som de, der ikke kan få for lidt kirke.

Det er forklaringen på, at folkekirken trods pressehetz og urimelige beskyldninger om at være uden for folkets rækkevidde, fortsat har 81 procent af befolkningen som medlemmer. Det er ganske flot og vidner om den dybe forankring, folkekirkekristendommen har.  Alene det er argument i sig selv for at bevare staten og kirken som den sammenhængende kraft, den har været siden Grundlovens vedtagelse i 1849.

I folkekirken kræves ingen til ansvar for hverken gode eller skidte handlinger. Her kan man komme og gå, som man er skabt, og skulle man skabe sig mere end godt er, er der alligevel plads. Plads til de, der beder deres Fadervor morgen, middag og aften, de, der går i stå halvvejs, og de, der pludselig kommer i tanke om ordlyden på forsædet af en taxa på Djursland.