En præst klynger en nisse op i en galge, og fanden er løs. Det samme er fornuften, for præstens ærinde er at påvise, at nisserne i bund og grund står i ledtog med det onde, og det er så langt fra, hvad julens budskab handler om. Men præstens fortolkning holder vand som i et utæt glas med nisseøl, og mens han giver sine meninger et visuelt udtryk, står vi andre tilbage med en ak-ja-følelse.

Nok er nisserne ikke skrevet ind i evangelierne, men det er andestegen, juletræet og helligdagens obligatoriske branderter heller ikke. Alligevel overlever de i folkeligheden, fordi de alle er med til at pege hen på Jesu fødsel. Det samme er nisserne, fordi alle vi, der er eventyrlystne småbørnsforældre, gør en dyd ud af at fortælle, at de arbejder som julemandens hjælpere.

Og julemanden er personificeret i Sankt Nikolaus, der var biskop i Lilleasien i det fjerde århundrede i forbindelse. Med ham får vi legenden om, hvordan han anonymt skaffede tre fattige piger en medgift, så de kunne gifte sig, og dermed undgå at blive solgt til prostitution. Billedet til vor tids tyksak, der juleaften kravler ned gennem skorstenen og sørger for, at børnene får de gaver, de har ønsket sig, er altså indlysende, og dermed kan man med både rank ryk og visdom erklære, at julemanden har rod i en kristen tradition.

Det samme kan nisserne have. Nis eller Nisse er udledt af drengenavnet Niels, der igen er en fordansket udgave af Nicolaus. Sådan kan man blive ved, og sådan kan man vedblive at undre sig over dele af kirkens skråskikkerhed. Gidslet bliver det almene folk, der i overensstemmelse med traditionen og troen i disse dage lader deres hjem blive invaderet af krybber, engle og … nisser.

Det gælder også her i huset, der interessant nok er en præstegård. Her er vi, som vi er, og vi er, som folk er flest. Det vil sige, at det bliver en jul, hvor nisserne fra Brugsen er lige så velkomne som stjernen fra Georg Jensen. Ikke fordi, at vi spiller på to heste, men fordi det altsammen peger frem mod Jesu fødsel og mod den kærlighedsbudskab, der blev skabt hin nat i Betlehem.

Så her sidder nissen vitterligt på loftet, og som lænkehunden skal også han have dobbelt op her i december. Det er kirkeligheden i virkeligheden i den dybeste potens, og oven over det hele trutter basunenglene til Frelserens ære.

Julen er hjerternes, livets og håbets fest – også for nissen i galgen.