Måske det bare er mig, der er så forfængelig og tyndhudet. Måske det bare er mig, der har det med at gå i knæ og i seng med søvnløse nætter til følge, når der bliver talt hårdt til mig. Måske jeg bare skulle skrifte branche, finde roen og gå i … kirke. Nå, nej, for det er jo netop her i folkekirken, ulven hvæser sine skarpeste kløer.

Her, midt blandt de fromme i Guds rige på jord, hører man igen og igen vrisne kommentarer, sure opstød og en ufremkommelighed, som man ellers ikke troede hørte hjemme et sted, der netop er baseret på intet andet end kærlighed. Årsagerne kan være  mange, men det grundlæggende problem er den flade struktur, hvor alle har ret til at udtale sig på kirkens vegne, hvorfor ingen gør det.

Lad fare med de politiske udmeldinger. Dem kan vi godt undvære, men vi kan ikke komme udenom, at der er udtalt behov for en stærk lokal ledelse. Der er brug for, at der er nogle, der går forrest og viser vejen, opmuntrer og inspirerer, så alle ansatte føler, at de er med i et fælles projekt frem for at tro, at alt kun handler om dem selv og deres egne faggrænser. Når alle har ret til en mening, ender det i det rene ingenting, fordi det fremavler en mentalitet om, at vi alle er høvdinge for Vorherre.

Når andre så puster sig op, kommer surheden i en grad, så det smitter af på alle kirkegængerne. Nogle bider det i sig og bliver måske selv omvendte fra det gode til det sure, mens andre bare bliver hjemme.

Efterhånden har vi fået en stuhr, sur folkekirke, og skal vi det uvæsen til livs, må vi få en ny struktur med færre ledere med flere beføjelser. Samtidig må alle præster, rådsmedlemmer og ansatte forstå, at vi først og sidst er her for at prædike Jesu kærlighed til mennesket, og er tonen hård og sur, bliver resultatet derefter.

Dagens folkekirke har det derfor som Gustav Wieds Thummelumsen, der i Livsens Ondskab har så svært ved at få glæden til at spire, og i det tungsind, der opstår, bliver de positive sider gemt væk i kirkens mørkeste hjørner.

Skal situationen ændres, kræves der et længere træk, end disse godt 2000 tegn giver mulighed for at præsentere. Men vi kan begynde med at være medarbejdere på hinandens glæde, at være glade for at være til og for, at vi trods tidernes ugunst har en kirke, som over 80 procent af befolkningen stadig bakker op om. 

Folkekirkens største udfordring i disse år er hverken Islam eller økonomi. Det er såmænd genopdagelsen af den oprigtige glæde.