Det handler om at få ordet på bordet, ikke mindst over for de yngste generationer. Sådan er mantraet her i præstegården, hvor vi prøver at fortælle arvegodset om livets realiteter. Når mor for eksempel går af sted i sort kjole og hvid krave, er det ikke, fordi hun skal til fastelavn. Nej, hun skal over i kirken for at begrave den søde dame. Ingen løgnehistorier eller søforklaringer her, for kommer vi først dertil, går det hurtigt galt. Livet koster livet, og det kan børn sagtens forstå, selvom de ikke behøver at blive trættet med de værste detaljer.

Måske de politiske korrekte hellere vil have, at vi siger noget andet, men fakta er, at børnene gennem denne vidensdeling får et naturligt forhold til livets afslutning. Og når de i radioen eller fjernsynet hører om én, der er død, lyder spørgsmålet prompte: Er han så oppe ved Gud nu? Ja, det er han, svarer vi tilbage,og føjer til, at de nu sidder og hygger med morfar, oldemor og sågar med dette hus’ ikoner Gustav Wied og Herman Bang.

Indoktrinering, lyder det så fra visse kredse. Forhåbentligt, siger jeg, for hvis ikke forældrene i overbevisende stil skal kunne levere deres eget ståsted videre, bliver børnene forvildet ind i en tom og gold verden uden hverken indhold eller formål.

Måske det er derfor, at en præst i Nordsjælland har stort held med at døbe sognets bamser. Vi lever fortsat i en tid, hvor det med kirke og Gud ikke er noget naturligt, og for at få masserne i tale, er kirkens bedste våben at gøre det naturlige så unaturligt som muligt.  Ud med det ægte dåbsvand og ind med bamsevandet, for hvis folket kun vil rumstere i en fantasiverden, skal kirken også komme dem i møde dér.

Bamsebarnedåb – vel sagtens med fadbamser bagefter – er derfor et større problem end helligt vand på blødt stof. Det udtrykker et symptom, hvor vi herhjemme næsten sætter en ære i at gøre os så dumme som mulige. For kirken er det et problem og en fare, når den tror, at al tings løsen ligger i at løbe efter tiden i stedet for at stå fast på det, den selv tror på. Som kirke skal vi først og sidst have modet til at forkynde evangeliet, som det er, og i en tid, hvor selv kærligheden bliver stemt hjem fra de store tv-programmer, er der behov for at vise en anden vej.

Lad os endelig beholde bamserne på værelserne, i sengene, i bilerne, på kirkebænkene og alle mulige andre steder. Men lad dem for Guds skyld ikke komme til Ham, for vi skal hverken have barnedåb eller menigheder af bamser, men af levende mennesker.  Det er børn kloge nok til at forstå.