Skal det være en stor? Sådan lyder spørgsmålet ofte, når jeg præsenterer mit ærinde over for en ekspedient i en butik. Nej, det skal bare være en lille, svarer jeg bestemt igen. Skuffelsen og forargelsen lyser tydeligt ud af ekspedientens øjne, for når nu reklamemagerne og beslutningstagerne har vedtaget, at stort er det bedste, skal jeg ikke komme her og charmere mig med en selvstændig tankegang, Mønstret går igen i det meste af samfundet, og jeg er ikke mere hellig, end jeg ofte går i fælden. Ikke mindst på McDonald’s, hvor jeg som masserne bliver ledt ind Big Size–fristelsen.

Fænomenet har nu også nået folkekirken, hvor der i sogne, provstier og stifter seriøst bliver diskuteret, hvordan vi kan gøre det større endnu større i et håb om at spare. Ud med landsbygraveren og ind med såkaldte teams, der i en rasende fart kan gøre det hele på den halve tid. Ud med de lokale sogneaftener og ind med fællesarrangementer på tværs af det hele. Ud med så meget og ind med hvad? Jeg stiller mig ikke op i koret af klynkere, der mener, at vi i folkekirken ikke skal tænke nyt for at få mere kirke for pengene, for det skal vi have.

Men jeg undrer mig over, at man i brede kredse af folkekirken bliver ved med at hævde, at vi får mere for pengene, hvis bare vi tænker stort. I et mødecirkus af den anden verden bliver man ved med at diskutere de teoretiske muligheder, mens man lader hånt om evalueringerne. For er det sandt, at vi får en bedre og billigere folkekirke ved ukritisk at gøre alting større? Det tror jeg ikke, at vi nødvendigvis gør, og den holdning fastholder jeg, så længe beviset ikke bliver lagt på bordet. Og det gør det næppe.

Nok kan økonomerne fremkomme med de nøgne tal og fremvise en bundlinje, der er bedre end i fjor, men kan de også hævde, at vi har fået en bedre kirke? Kan de påvise, at et af kirkens største interne problemer, det psykiske arbejdsmiljø, er værre i de små end i de store sogne?

Et skud fra hoften siger, at det kan de ikke. Mit gæt er, at det netop er i de store sogne med flere inden for samme personalegruppe, de største problemer er – modsat de små sogne. Årsagen er ganske enkel. I de små sogne er den daglige ledelsesstruktur indlysende, mens den i de store sogne er diffus.

Skal vi have Big Size i folkekirken bliver vi først nødt til at besvare det endegyldige spørgsmål om, hvem der bestemmer hvad hvornår. Ellers vil vi fortsætte med at holde møder, der munder ud i den rene tomgang, og folkekirken forbliver én stor gang slush ice, hvor alt er æltet sammen i en uigennemsigtig grød. Resultatet er en dårligere kirke, fordi man nærmest manisk bilder sig selv og omverdenen ind, at det kun er størrelsen, der tæller.

Skal det være en stor? Nej. En lille. For Guds skyld en lille.