Glædelig bagjul. Med fasten får vi beviset for, at julen ikke varer lige til påske, og hvad er så mere festligt end at klæde sig ud i al verdens gevandter for at ligne noget, man ikke gør til hverdag. Her i huset valgte de to ældste at imitere jedi-riddere, mens jeg en kort overgang overvejede at klæde mig ud som juleaften.

Det gik jeg dog hurtigt fra igen, da min far mente, at det ville være mere morsomt at se mig klædt ud som juledag. I stedet dukkede jeg op til kirkens og Landsbylaugets fastelavnsfest som ganske almindelig dødelig med sutter i den ene lomme og en krøllet pakke Kings i den anden.

Den form for faste passer bedst til mit temperament. Jeg har ikke behov for at give afkald på mit bohemeliv, hvor vin drikkes, når man er tørstig, og god mad nydes, når man er sulten. Det betyder ikke, at jeg ikke har respekt for fasten. Også i vor evangelisk-lutherske folkekirke er der brug for perioder, hvor vi giver os mere tid til at tænke over, hvorfor vi nu tror på den Gud, vi gør. Det kan være en ganske sund øvelse, fordi det med den vedvarende tanke har det med at kravle langt ind i sjælens dybe afkroge, der ellers ikke er forvænt med besøg.

Men min teologiske kæde hopper af, når jeg i snart sagt hvert kirkeskrift for tiden kan læse, hvordan kræfter ønsker fasten tilbage til de gode, gamle katolske dage. Det er et faresignal, fordi fasten på så mange måder udtrykker det, Luther kæmpede imod. Det gælder ikke mindst gerningsretfærdigheden, hvor man kun bliver frelst, hvis man hjælper x-antal gamle damer over vejen eller sender x-antal penge til de nødlidende.

Tilsvarende ser vi i disse dage selv lærde overgå hinanden i de gode fastegerninger. De færreste, med undtagelse har få, jeg har talt med, går ind i fasten med fuld skrue og abstinenser efter få dage. Resten pylrer op om, at de vil bruge fasten på ikke at spise sukker, se tv eller tjekke e-mails på bestemte tider af døgnet.

Halleluja for en selvretfærdighed og meningsløshed, og jo længere vi kommer ind i fasten, vil konkurrencen tage til med Monty Python’ske dimensioner. Imens står folk i den virkelige verden og måber. For hvordan i al verden skal familier med små børn få tid til så meget som blot én rolig time i døgnet? Jeg ville gerne faste fra at skifte ble og høre på skrig klokken tre om natten, men det vil nok være mere kristeligt at give en tør ble og et trøstende kram.

Eller hvad med folk i arbejde? Deres chef har nok svært ved at forstå, at man de næste 40 dage helst ikke vil forstyrres, vil svare på e-mails eller tage telefonen, fordi man hellere vil læse en bog eller bede en bøn.

Fastetiden er måske godt for de fromme og de, der har tid, men for vi ordinære er det blot en form for åndelighed, der lukker flere ude end inde. Og det er hverken folkeligt eller kirkeligt. Det er derfor ikke fasten, der skal tilbage i kirken – det skal derimod den sunde fornuft og besindelsen.