Det er den samme rituelle dans ved de fleste familiefester. Under den første snaps får regeringen én over tuden, under nummer to kommunen, og når man holder helt op med at tælle, er det folkekirken, der står for skud. Selvom der i de situationer bliver sagt meget vås, vidner det dog om, at folkekirken har en betydning for folk. Det fortæller også, at folkekirken ikke er så fremmede for mennesker flest, sådan som selvudråbte eksperter har det med at mene. Det skyldes først og sidst, at folkekirken har sin rod i netop folket, og at kirken dermed ikke er en hellig sammenslutning for de få, men for masserne.

Det faktum har det desværre med at fortabe sig, når folkekirkens postulerede krise er til debat. Hvilken anden forening vil kalde det for krise, når den kan påvise en medlemsprocent på over 80? Hvilken anden forening danner den naturlige ramme for de store begivenheder i livet fra barnedåb til begravelse? Det er der ingen, der vil og gør, og derfor står folkekirken, trods dommedagsprofeterne, ganske solidt plantet i danskernes sind. 

Det er værd at huske på. Ikke mindst når debatten kører i tomgang og kun fokuserer på alle folkekirkens dårligdomme. I dette Brokkedanmark er det så let at pege fingre. Langt sværere er det stille sig tilfreds og glæde sig. Det gælder også internt i folkekirken. Nok skal man vedvarende udvikle sig, så man bliver bedre til det, man troede, man allerede var god til, men når det er de negative historier, der får lov til at dominere, knækker kæden og de mennesker, der skal holde den sammen. Det efterlader en kirke, der ikke tror på sig selv og derfor lader sig jage rundt i manegen af nogle, der ved bedre besked.

Kirke, kend din ryg, få rygraden og modet tilbage, og når det sker, kommer så også troen på, at man rent faktisk gør en markant forskel i den kirkelige dagligdag. Det vil næppe få antallet af kirkegængere søndag morgen til at stige. Men det overlever vi nok, for det tal har aldrig været højt. Derimod overlever vi ikke en kirke uden selvtillid og en kirke, der nervøst gemmer sig under bordet, så snart én siger bøh.

Folkekirken har intet at skamme sig over. Det er bare med at komme frem på rampen og op på taget for med rank ryg at forkynde evangeliet. Og hvis man fortsat er i tvivl, kan man bare tage hen til en hvilken som helst komsammen, skåle i snaps og lytte til en af folkekirkelige diskussioner. De vidner om, at folkekirken har det langt bedre end det grimme rygte.