Det er Guten Abend mig her og Guten Abend mig der. Jeg sidder i baren på det mondæne Hotel Miramar på den tyske ø Sild, mens fremmede kommer ind og dannet og kultiveret sender deres høflige aftenhilsener rundt. I sig selv er det et godt påskebudskab. Denne højtid handler netop om at være noget for hinanden, hvilket Jesus om nogen vidste. For ham var ingen fremmed, og uden blusel gik han lige ind i folk med træsko på. Det er påskens absolutte budskab skåret ind til benet. Nok skal han på fredag en tur omkring korset, men bare rolig, for som Kaj Munk siger, så lurer vi dem påskedag. Jesus trodsede det gængse ved at vælte stenen fra graven, forviste døden fra livet og gav dermed menneskeheden håbet tilbage.

Det budskab kan vi ikke høre tit nok. I en verden, hvor vores rækkevidde stopper ved vores egen næsetip, har vi stadig brug for at vide, at der er noget, der er større end os selv.  Vi har brug for at komme til den erkendelse, at vi trods flotte karrierer og en solid kassekredit, kommer til kort i tilværelsens afgørende øjeblikke.  Her hjælper hverken en kær mor eller et sæt tøj med det rigtige mærke i nakken. Jeg ved det, for hvad forbrug angår, tangerer jeg skørlevned.

Jeg kan ikke få nok af luksus, og i den henseende er det paradoksalt, at disse linjer udtænkes, mens jeg nedsvælger en drink til 200 kroner. Drik noget vand og giv pengene til de, der reelt tørster, burde jeg tænke og gøre. Men det gør jeg ikke. Jeg fægter med åben pande og erkender, at jeg er livsnyder, en reinkarneret boheme fra 1890erne, og så længe jeg har råd, køber jeg, hvad jeg vil have. Det gør mig næppe til et bedre menneske, men jeg har det strålende, mens jeg så er en slet udgave af slagsen. 

Præcis som jeg havde det, da jeg i teenageårene var fast inventar ved det årlige halbal Skærtorsdag i Sulsted i Vendsyssel. Mens Jesus spiste sit sidste måltid, drak jeg mig i hegnet, og var det et godt år, fik jeg en pige med over i mørket bag hallen. Og da Jesus næste dag hang på korset, sov jeg min brandert ud og svor, at jeg var den af alle, der havde det værst Langfredag. Det er, som Johnny Madsen synger, halgal halbal, og det er tingene vendt på hovedet.

Jeg bilder mig nemlig ikke ind, at jeg er bedre end andre. Nok mere at jeg er værre. Men i selve denne erkendelse ligger det så nødvendige håb. Om vi Skærtorsdag går i kirke eller til halbal i Sulsted er sådan set ét fedt. Pointen er, at vi kender vores egen utilstrækkelighed. Men den er præcis tilstrækkelig nok til, at Jesus er villig til at dø for os. Og opstå for vores skyld.

Guten Abend og glædelig påske.