
Ved Gud jeg savner disse de to tårne. Lige siden jeg som ganske lille dreng på tv så legendariske sherif McCloud ride på hest gennem New York, har jeg haft en passion for skyskrabere. Den slags kan ikke være høje og mange nok, og da jeg i 1997 første gang besøgte New York, blev passionen konverteret til ægte kærlighed.
Det gjaldt ikke mindst World Trade Center, der med sine to karakteristiske tvillingetårne stod som selve symbolet på USA, frihed og demokrati. To gange nåede jeg op i dem. Den sidste gang var blot et halvt år før, de blev ramt af kaprede fly den 9. september 2001 med tusindvis af dræbte og en verden i chok til følge. Hjernen bag var Osama bin Laden.
Nu er han selv død, og næppe var liget koldt, før amerikanerne brød ud i jubel. Men kunne de tillade sig det? Nej, hvis man spørger en række selvretfærdige, der i dagene efter bin Ladens død har haft travlt med at fortælle os, at man skam ikke kan glæde sig over en andens død.
Nok er mit liv ikke bedre end andres, men i dette særlige tilfælde er der ingen grund til slinger i hverken vals eller forståelse. Bin Laden var, i lighed med Hitler og Stalin, en gemen forbryder, der ikke holdt sig tilbage for at slå uskyldige ihjel for sin egen skyld. Dermed stillede han sig selv i vejen for den almindelige respekt for det enkelte menneskeliv, som det nu engang er givet af den Gud, man hver især tror på.
Drabet på bin Laden får ikke terrorismen til at stoppe. Men det sender et signal om et håb for en bedre verden, hvor der bliver plads til, at det enkelte individ kan folde sig ud, præcis som det ønsker. Det er der for så vidt intet religiøst i, ligesom det er en farlig kurs, når modstanderne af drabet spørger, om vi nu i Vesten har tillagt os sådan en gammeltestamentlig tand-for-tand-mentalitet. Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er, fristes man til at sige. Drabet på bin Laden var alene et spørgsmål om verdslig fornuft og et punktum for alle de, der fastholder demokratiet og friheden som nutid og fremtid.
World Trade Center har siden 2001 været erstattet af Ground Zero. En stort hul og en masse maskiner, der prøver at komme i gang. Men nu kan vi alle begynde at se ud over nullet og fra det genopbygge troen på, at vi igen kan nå skyerne.
Og så bliver det religiøst alligevel. Mennesket er for lille og for simpelt til at nå noget på egen hånd. Der må en Gud med. Jeg bilder mig ind, at den kristne Gud er med på vognen, og jeg håber, at den jødiske, den muslimske og den buddhistiske også er det. Kun på den måde kan vi få den bedre verden, vi alle tror på findes.
Et drab er et drab
Du skal ikke slå ihjel. Et simpelt budskab, som ikke tåler at blive modsagt med tiljubling, når det sker.
Derfor har vi ikke dødsstraf i Danmark, fordi vores fælles etiske ståsted i stor stil bunder i den evangelisk Lutherske tro. En tro, der for længst har gjort op med den jødiske "tand-for-tand"-mentalitet, og med hævnmotivet som legitimering af at gå imod disse simple grundsætninger i biblen, der indeholder en af de vigtiste "du må ikke slå ihjel".
Et drab på en terrorist, javel. Et drab på en religiøs eller politisk modstander, javel. Et drab som hævn, javel.
Et drab er et drab, og en retfærdiggørelse af et drab er i modstrid med hvad et civiliseret samfund, der bygger sin etik på biblens budskaber og retfærdighed på domstolenes afgørelser, og sin straf på en tro på opbyggelighed af mennesker, der er kommet på kant med loven.
Det er et giftigt udviklingstrin og en fravigelse på den kristne grundtro, at legitimere og tiljuble et drab på en mand, der, uden rettergang og uden retten til at forsvare sine påståede handlinger bliver likvideret.