Store Bededag står for døren, og traditionen tro er det for nogle en kærkommen lejlighed til at lufte forargelsesskelettet ved at kræve dagen fjernet. Ganske vist er der intet bibelsk belæg for denne dag, som blev indført i 1686 som en ekstraordinær, almindelig bededag for hele riget. I 1770 lavede Struensee en helligdagsreform, som afskaffede mange af de mindre helligdage, vi dengang havde. Tilbage stod Store Bededag, og der skal den blive stående.

Du er, hvad du hedder, og med Store Bededag får vi fokus på bøn og bønnens rolle. Det kan lyde som en parentes i et moderne samfund, men trods iPods, iPhones og mobile netværk på selv det mest øde sted, har vi brug for engang imellem at gøre noget så gammeldags som at fold hænderne.

I selve den handling ligger erkendelse af, at der er noget, der er større end os selv og den banjrådgiver, der svinger pisken over det daglige forbrug. Med bønnen kommer vi ikke tættere på Gud, men vi kommer tættere på os selv og vores forståelse af Gud, og i den situation får vi rum til at fordybe os over livets store og små genvordigheder.

Jamen og amen, kan man da ikke bede, selv om der ikke er en Store Bededag? Vel kan man så, men ved at bønnen har sin egen dag, sikrer vi os, at folk, ikke mindst de kirkefremmede, bliver mindet om, at bønnen er der og det godt. Det kan så blive et godt samtaleemne, når man på dagen sidder ved den tre-retters ved konfirmationen, står på et fodboldstadion eller bare nyder en drink i haven.

Ord er, hvad de skaber, og med tankerne rettet mod dagens navn vil bønnen som minimum fastholde sit potentiale. Lur mig, om ikke de mange skabsbedere, der er her til lands, i en stille stund, bag den lukkede dør til toilettet eller med hænderne lunt plantet under dynen, kan finde på at folde hænderne og sende en bøn op mod Gud.

Bøn for begyndere kan således fortsætte de følgende dage, hvor man kan udvikle sit talent. Selv er jeg langt fra færdig med den proces. Jeg har tillagt mig den magelige vane kun at bede, når det går skidt, eller jeg kan forudse, at jeg vil havne i en eller anden form for suppedas. Bliver jeg så reddet på målstregen, glemmer jeg at takke Gud for, at det gik, som det gik. Ikke at jeg tror, at Gud har en finger med enhver detalje, men hvis vi anråber om Guds hjælp i en given situation, er det indlysende at takke ham, når det er gået som efter håbet.

Store Bededag begynder allerede torsdag aften. Traditionen foreskriver, at man dér spiser varme hveder. Gerne med et solidt lag smør og syltetøj, og mens man så guffer, kan man passende tænke på, at der er en grund til det hele. Der er en grund til, at vi er til, at vi kan trække vejret, at sommeren står for døren, at Bourgognen tegner godt i år, at så meget er, som det skal være.

I min verden er det relateret til Gud. Derfor er det af med vanten og ud med blufærdigheden. Og ved man ikke helt, hvad man skal sige til Gud, kan man måske bare takke for hvederne og bede Fadervor. Sværere er det ikke at være beder for begynder.