Mens medierne hvert minut slår knuderne på sig selv, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen venter med at trykke på valgknappen, bliver der i det stille forberedt et langt mindre synligt valg. I efteråret 2012 afholdes der atter menighedsrådsvalg, og selvom der i denne lune sommerstund synes en evighed til den begivenhed, er det ikke for tidligt at lede tankerne i den retning. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem der bliver valgt, og derfor heller ligegyldigt, hvem man foreslår at stille op.

Menighedsrådet er den lokale kirkes bestyrelse, og derfor har de et afgørende ansvar for, hvordan kirkelivet skal forme sig de kommende fire år. Og der er nok at tage fat på. Folkekirken står igen-igen i en situation, hvor den trues på de indre og ydre linjer. På de indre linjer er der en tendens til, at der ikke er nok, der går i brechen for kirkens ve og vel.

Det meste synes så underordnet, og derfor er vi ved at få en kirke, hvor det nærmest er en dyd ikke at gå i kirke. På de ydre linjer har diskussionen om folkekirkens forhold til staten fået så megen medfart, at det vel kun er et spørgsmål om tid og et regeringsskifte, før vi ser en adskillelse. Sker det får vi en kirke uden folkelig forankring og en kønsløs stat, der i blinde må famle sig frem ad mørke stier. En adskillelse af stat og kirke vil betyde, at folkekirken – præcis som det er sket med Svenska Kyrkan i Sverige – vil miste medlemmer. Ganske enkelt fordi de fleste ser statens aktier i kirken som en garant for, at folkekirken netop er folkelig.

Ganske vist har de kommende menighedsrådsmedlemmer ikke det store at skulle have sagt i dette komplicerede politiske spil. Og så alligevel. For hvis folkekirkens fremtid bliver gjort til et tema op til valget frem for lokale fnidder-fnadder-madder, vil det sende et signal om, at vi ønsker en bevarelse af forholdet mellem stat og kirke. Gennem menighedsrådsarbejdet kan man fortsætte med at påvirke processen i en grad, så de 179 medlemmer af Folketinget vil erkende, at tanken om en kirkeløs stat blot er et udslag af en sporadisk brægen.

Det er nu, kampen skal stå. Det er nu, at folkekirkens menige medlemmer, hvis mening de færreste normalt bekymrer sig om, skal op af sofaen og lade deres røster gjalde. Ellers ender vi i hvalens mørke gab, hvor vi kun kan se frem til nedturen. Og hvor den sidste lukker og slukker.