Diakoni er vigtigt. Det er vigtigt, at vi vedholdende fastholder folkekirken på det evangelium, der er vores grundlag. Det betyder i sagens natur, at vi altid skal tænke på den, der har det værre end os selv, og ikke nok med det, så skal vi også gøre en aktiv indsats. Næstekærlighed kan man også kalde det, og det giver kun mening at praktisere, hvis man lader de søde ord ledsage af en bid brød eller en anden form for konkret hjælp.

Alligevel virker det forstemmende, at en række præster i Kristeligt Dagblad den 21. juli har riven ude efter kirkens postulerede mangel på diakoni. De mener, at det for galt, at kirken først kan tænke på næsten, når den lokale sognekirke er blevet kalket, eller når menigheden har fået dækket sit behov for kunst og kultur. Var bannerførerne så idealister, der i deres ageren var opofrende i den gode sags tjeneste, kunne man tage hatten af.

Men kritikken kommer fra folk, der sidder i fuldfede embeder med pensionsordninger, ligesom nogle af dem ligefrem har brandet sig selv som foredragsholdere om for eksempel litteratur. Ikke gratis foredrag, vel at mærke, men foredrag, som de, hvad kun ret er, tager sig godt betalt for. Dermed er de med til at malke den kasse, de mener bliver brugt forkert.

Det er det, der gør deres ærinde så hyklerisk og pinagtigt, at det skriger til himlene, og dermed understreger det indtrykket af en forkælet folkekirke, hvor man kan tillade sig at sige hvad som helst om andre uden selv at ville være med til at betale prisen. Det er for sølle kun at angribe kirken, når man ikke tænker sig selv med. Hvorfor foreslår kritikkerne af den manglende diakoni ikke, at de selv går ned i løn? Så kan man bruge de sparede kirkeskattemidler på mere diakoni for ham eller hende, der virkelig trænger, og de kan med rank ryg fortsætte deres kamp for det, de mener er så vigtigt.

Med dette flove korstog ødelægger kritikkerne mere, end de bygger op. Debatten kan derfor kun opfattes som en slatten sommeragurk, der handler om, at præster er bedre til at brokke sig end til at takke for dagen.

Jeg ser gerne mere diakoni i folkekirken, men at hjælpe næsten kan ikke måles ud fra en kassetænkning, hvor man lader andre betale gildet. Det giver først mening, når man af et rent hjerte og egen pengepung er indforstået med, at man også selv må bidrage.  Ellers giver det ikke mening at kaste den første sten.