Jeg fægter med åben pande og vedkender mig den, jeg er. Jeg er en krukke, en materiel snob af værste skuffe og kan således ikke få nok af den ypperste luksus. Jeg trækker gerne kreditten til maksimum for at få de bedste varer, og når jeg er i udlandet, spenderer jeg egne midler på at bo på de bedste hoteller. Som nu denne uge, hvor jeg igen havde glæden af Hotel Adlon Kempinski i Berlin.

Der sad jeg så to aftener i træk og spiste delikate østers og drak champagne, mens jeg havde panoramaudsigt til Brandenburger Tor og Unter den Linden. Bagefter tog jeg kaffe, cognac og tobak i den velindrettede rygerlounge, mens jeg nærlæste de tyske aviser. Levemand, boheme, er jeg, men jeg bilder mig ind, at det er sådan det sande liv skal leves.

Men alting har en årsag, også menneskets behov for indtagelse af mad. Vel hjemme i landsbyen blev jeg mødt af lyden af majetærskere, der kæmpede mod vejret for at få høsten i hus. De fortsatte hele aftenen og natten med, for med udsigten til mere regn, skulle årets udbytte slet og ret i lade.  Det er den omvendte verden af Adlon Kempinski.

Det er livets simpelhed skåret ned til den laveste fællesnævner, for uden disse vedholdende landmænd kunne det hele være lige meget. Så ville vi ikke have brød på bordet, og uden brød intet videre liv. Det minder lyden af majetærskerne mig om gang på gang, og dermed er de med til at holde min krukkede vaner nede på jorden.

Og så går jeg skridtet videre. Intet kommer af intet, og i min kristne optik er det netop Gud, der sørger for, at både kornet og de delikate østers kan få lov til at vokse op og til. Det er ham, vi først og sidst skal takke for det, vi har, og har vi ikke så meget eller nærmere ingenting, må vi takke ham for, at han skænker os håbet om, at morgendagen bliver bedre.

Og hvor absurd det end kan lyde, er det netop min egen velpolstrede situation, der får mig til at tænke det mere på næsten. Det er, når den første østers glider ned, at jeg kommer til den slutning, at jeg må – nej, ikke skære ned, men gøre mit for at hjælpe de, der virkelig trænger. Det er i tilværelsens urimelige kontrast, at jeg former mit eget behov for at yde den indsats, som er så nødvendig.

Men østers må jeg have. Præcis som andre skal have deres daglige dosis af Cola, slik og pizza. Forskellen er så ens, at jeg ikke er den eneste hykler i verden. Kast bare den første sten og vis, at I er bedre end mig …