Årets sensommeragurk i den kirkelige debat må gå til Kristkirken i Kolding, hvor menighedsrådet netop har ansat en præst, der i lighed med sine to kolleger ikke vil gifte fraskilte. Nyheden bragede løs i alle medier, og forstandige folk rev sig i håret af fortvivlelse over, at folkekirken nu var stenet tilbage til fordums mørke tid.

For den er ved Gud helt galt i Kolding. Lad gå, at der i rummelighedens hellige navn er en enkelt præst, der finder sin egen samvittighed bedre end andres, men når man ophøjer modstanden mod vielse af fraskilte til den endegyldige sandhed, ophører både folkelig legitimitet og ægte lutherdom.

De missionske gengangere, som her er på spil, holder sig sjældent tilbage fra at anråbe deres mindretalsrettigheder. I Kristkirken har de så på besynderlig vis fået tilkæmpet sig flertallet, og det fejrer de så ved at lukke alle andre teologiske holdninger ude.

De siger altså et og gør noget andet, og med den ageren har de forspildt enhver mulighed for at få taget særhensyn i andre sogne. Så kan de lære det, kan de, og ikke mindst kan de få sig en lektion i, at en rummelig folkekirke betyder, at alle må give plads til alle.

Men sagen stopper ikke her. Menighedsrådets valg af tredjepræsten må give røde ører i hele sognet. Menighedsrådet er valgt af sognets folkekirkemedlemmer samt de, der har løst sognebåndsløsning til en af præsterne. Og når der kan sidde et missionsk menighedsråd, kan det kun være fordi, at det er valgt af missionske vælgere.

Det er da også kommet frem, at Kristkirken har mange sognebåndsløsere i og uden for menighedsrådet, og dermed er det altså ikke-boende i sognet, der fastlægger kursen for de, der bor der. Det er et voldtag af loven, der er sat i verden for, at ethvert medlem af folkekirken altid skal have mulighed for at blive betjent af en præst, han eller hun er på teologisk linje med. Men sognebåndsløsere eller ej, så fritager det ikke de lokale, almindelige og forstandige folkekirkemedlemmer fra deres ansvar.

Havde de involveret sig i menighedsrådsvalget for tre år siden, var denne situation aldrig opstået. Så havde de fået et menighedsråd, der er repræsentativt for sognets 10.045 medlemmer af folkekirken, og de ville have fået en lokal kirke, de kunne se i øjnene.Nu må de hovedrystende sidde tilbage med en grim smag i munden.

Og dog kan de som kristne skimte håbet og mulighederne. Næste år er der igen menighedsrådsvalg. Næste år kan de vise, hvem der bestemmer i sognet. Næste år kan de være med til at sætte en ny dagsorden, der er i pagt med virkeligheden. Men det kræver først og sidst engagement. Ellers kommer man igen til at skide i egen rede.