Valget er ovre, og Helle Thorning-Schmidt og den røde stue forsøger nu at få enderne til at mødes med Margrethe Vestagers ditto i magenta. Ifølge den sunde fornuft og diverse kommentatorer er der nok at se til. Og det er næppe folkekirkens fremtid, der hverken er den største knast eller står først på dagsordenen.

Men det er måske det, der er problemet. For alle partier, der formentlig snart peger på Helle Thorning-Schmidt som vores næste statsminister, ser gerne som minimum, at vi får en ny folkekirkeordning. I den tidligere valgperiode fremsatte kirkeordførerne fra Socialdemokraterne, SF og De Radikale således et forslag om, at der skulle laves et såkaldt udredningsarbejde for folkekirken. Det kan lyde ganske uskyldigt, men det lå i kortene, at dette arbejde kunne være første skridt til at skille stat og kirke ad.

Nok er jeg politisk og tilhører som en af de få tilbageværende konservative den nye opposition. Naturligvis kan man så vælge at læse disse linjer som en politisk agitation, men man må også tro på, at det ikke er mit ærinde. Min pointe er, at en adskillelse af stat og kirke vil være ødelæggende for sammenhængskraften her i landet. I en stadig globaliserende og forvirrende verden, leder vi med lys og lygte efter noget, der kan holde sammen på os som nation. Det er præcis, hvad folkekirken gør. Her kan vi mødes på tværs af partiskel og økonomisk formåen i et fællesskab, hvor vi er sammen om noget, der er større end os selv. Samtidig fastholder vi hinanden på den kultur og tradition, som er med til at gøre os mere vidende om den tid, vi lever i nu.

Folkekirken er først og fremmest folkets, og bliver stat og kirke adskilt, er der fare for, at folkekirken som samlende institution vil blive sprængt og erstattet af en række sekteriske menigheder, der giver pokker i den lille mands tro. Dermed vil vi, som tilfældet er i Sverige, hvor stat og kirke blev adskilt  i år 2000, få en delt kirke, hvor elitekristne lukker sig inde om sig selv, mens resten må frelse sig selv.

Det vil både være uluthersk og udansk, og når Helle Thorning-Schmidt i disse dage gør en dyd ud af at sige, at hun vil være hele Danmarks statsminister, kan hun, når tilbagetrækningsreformen, længden på dagpengeperioden og de store økonomiske linjer er forhandlet på plads, skære ud i pap, at folkekirken er folkets kirke al den stund, at den kun kan være det, fordi staten er med.

Danmark skal videre, men vi skal huske at tage arvesølvet med i bagagen, ellers har vi ikke noget Danmark tilbage.