Søndagen igennem svirrede det med rygter. Helle, Margrethe og Villy var begyndt at sætte navne på ministerposterne, og for at øge spændingen rundede pressen op med nogle ekstra.

Det er godt altid at være på den sikre side, for med flere navne i spil, ville man bagefter kunne skrive om alle de, der nu var skuffet over ikke at være blevet hentet ind til magtens absolutte top. Selv var jeg mest optaget af, hvem der skulle være kirkeminister. Min egen skuffelse indtraf på valgaftenen, så jeg kunne fægte med åbne kort.

Dog havde jeg sat fiktive penge og et håb på min kære veninde, Pernille Vigsø Bagge fra SF. Men Helle-Margrethe-Villy-kabalen havde lagt kortene sådan, at kirkens minister skulle gå til De Radikale.

Så kom navnet. Ah hva. Manu Sareen. Det var både en joker og en overraskelse, og der gik da heller ikke længe, før oppositionen langede kraftigt ud efter det navn. Ikke så meget, fordi han er født i Indien, for det er omkring 20 procent af jordens befolkning, men mere det, at han tidligere havde overvejet at melde sig ud af folkekirken. Hvordan kunne man dog betro sådan en fritænker nøglerne til Frederiksholms Kanal og de danske sogne?

Ja, det kunne og kan man, og lige præcis af samme grund. Nuvel er det godt, at Manu Sareen blev i kirken, men for enhver troende går tro og tvivl hånd i hånd, og det er derfor befriende, når en politiker tør sætte ord på sine personlige overvejelser, der går hinsides al verdens spin.

Og politik er politik, og her tænker man af gode grunde ikke på, om fødevareministeren kan malke en ko, eler om transportministeren har kørekort.

Men hva nu, Manu? Han får meget brug for at overveje i sin ministertid. Folkekirken står over for en række store udfordringer, der, hvis man læser regeringsgrundlaget kritisk, vil ende med en adskillelse af stat og kirke.

Og så skal han, sandsynligvis, føre den kontroversielle lov om homofile ægteskaber igennem, og selv om det er hans nok største kirkelige mærkesag, bliver han nødt til at lytte til det folkekirkefolk, der ikke bryder sig om den idé.

Ikke fordi han skal gøre, hvad de siger, men det er et billede på den virkelighed, han som minister kommer til at føle. Han vil sande, at folkekirken er ligeså speget som en sild, og at der her ikke gives nogen endegyldige løsninger ud over nåden.

Fergo, Haarder, Hornbech og Stig-Møller er væk. Gode solide kirkeministre, der kæmpede folkekirkens sag på forbilledlig vis. Men hvem siger, at Manu Sareen ikke vil det samme? Han har taget sin private kamp med Vorherre og folkekirken og ladet sig overbevise. Det er just det, vi har brug for i disse tider, hvor både de med hang til termokander og caffe latte har et lunkent forhold til folkekirken.

Manu Sareen er et overraskende valg, nuvel, men ikke, som sognepræst Henrik Højlund har kaldt ham, en joke. De findes til gengæld så mange andre steder, og Manu Sareen vil opdage, at de skam også findes i folkekirken.