Så er der atter gang i Dybbøl Mølle. Ikke sådan at forstå, at dette historiske vingesus atter bringer mel til brødet, men mere som et udtryk for, at den nationale debat om de kristne værdier for Gud ved hvilken gang igen fylder avisspalterne.

En gruppe folkekirkefolk med forstand på den kirkelige undervisning slår nu til lyd for, at kristendomskundskab skal gendøbes til det mere kønsneutrale religion. Nuvel lever vi i en tid, hvor andre religioner fylder mere i både hjerter og debat, men på den anden side lever vi – endnu – i et land, der med Grundloven i hånden fastholder sit bånd til den evangelisk-lutherske lære.

Alene af den grund er det en glidebane at begynde at tale om, at faget nu skal hedde noget andet. Man er, hvad man siger, og har man sagt B, kommer så let til at sige så meget andet i slipstrømmen. Og med flere ord bliver det hele udvandet og ligegyldiggjort i en grad, så vi til sidste ender med at blive en nation af intetanende brølaber.

Skal vi have kinamandens chance for at kunne genfinde os selv i en stadig mere forvirrende tid, bliver vi nødt til at have nogle fast holdepunkter. Og her kommer vi, hvad enten man vil det eller ej, ikke udenom historien og de kulturelle rødder, der binder os sammen. Med mere end 80 procent af befolkningen som medlemmer spiller folkekirken her en afgørende rolle.

Det betyder ikke, at man ikke skal lære om de andre religioner. Det hører med til det dannede menneske at have en så bred orientering som muligt, men kender man ikke sit eget ståsted, vil man have sværere ved at forstå andres. På samme måde underviser der også mere i dansk historie end i udenlandsk der læses flere danske bøger end udenlandske, og når det gælder geografien er fokus også mere lagt på den, der er inden for Danmarks grænser end udenfor.

Kald det bare værdikamp, for det er præcis, hvad det er. Ikke en politisk, der spreder, men en indlysende, der bør samle på tværs af alle partiskel. Kristendommen er en af de værdier, vi i mere end tusind år har vedkendt os her i landet, og ved at fjerne navnet fra faget, er der fare for, at vi smider det hele ud med badevandet.

I disse år taler kirken meget om og bruger mange penge på at fortælle hinanden og andre, hvordan man videregiver kristendommen til den næste generation. Derfor lyder det som det rene galimatias, at de samme folk nu ønsker at eliminere kristendomskundskab. Det er, som Kresten Skjern sagde i Matador, da Korsbæks elite ville stoppe bror Mads’ planer om at bygge en fabrik ved banelinjen, „imod deres egne interesser og hul i hovedet”.

Tro til tiden handler derfor ikke om at hoppe med på en popularitetsbølge. Det handler mere om have mod til at tro på, at velkendt ikke er det samme som udtrådt. Det bliver kristendommen kun, når man begynder at bilde sig selv ind, at det nok er det, den er, og så begynder Dybbøl Mølle for alvor at male helt ad helvede til.