AAA
 
Del
Bo Nygaard Larsen

Næppe DDR værre

16-11-2011

Det er ikke altid, at det går så galt, som præsten prædiker. Men når han m/k får ret, ender man som regel med at ryge helt ad helvede til. Det er omlægningen af DRs kirkelige programmer et godt eksempel på. DR, der i skåltaler kalder sig public service, kunne ikke på én af deres tre FM-kanaler finde ud af at give plads til de folkekirkelige udsendelser, så de blev forvist til et digitalt mareridt på den såkaldte DAB-radio.

Det skortede ikke på advarsler fra kirkefolk, men etaten stod fast på at være enig med sig selv. Nu har Morgenandagten og andre estimerede udsendelser med kirkeligt indhold så været på DAB siden den 1. november – præcis længe nok til, at man har lavet de første lyttertal. Og det er ikke god læsning. Morgenandagten har mistet 81 procent af lytterne, mens programmer som Mennesker og tro og Religionsrapport har mistet henholdsvis 40 og 30 procent.

Det gik altså, som præsten prædikede, og dermed er Danmark sendt dybede ned degenerationens dybe kanvas. For med utilgængelige programmer om det, der er væsentligt, fortsætter vi med at gøre os selv dummere. Alt på FM-båndet er nu blevet main stream, hvor kanalerne skiftes til at bruge kendisser til at pakke de tunge ord ind i ligegyldigheder.

Man kan mene om folkekirkelige programmer, hvad man vil. Men med flere end 80 procent af befolkningen som medlemmer af foretagendet kan man dog godtgøre en vis interesse. Desuden må det være en forpligtelse for en public service-station, som vi er tvunget til at betale til, at sikre et så bredt udbudt som muligt. Ikke kun for de hardcore kirkefans, men i ligeså høj grad for at anvise andre muligheder for en større forståelse for vores samfund, kultur og historie.

DR giver rask væk politikerne skylden for, at de kirkelige programmer ikke længere er på FM-båndet, fordi det var dem, der besluttede at udlicitere den fjerde kanal. Men det var nu engang DR selv, der besluttede, hvilke programmer, der skal ligge hvor. Ansvaret er alene DRs, og selv om de nu med alle mulige krumspring forsøger at bilde os ind, at de skam gør ih så meget kirkeligt på DAB og nettet, forbliver de i skurkens rolle.

I den henseende er der næppe det, der er værre, men på den anden side må man bevare håbet og presset. Hvis DR vil bevare en smule – ja, jeg fristes til at sige X Factor – ranker de ryggen og erkender brøden. Kort sagt tilbage med Morgenandagten på FM-båndet. Den tager kun tyve minutter, men vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere …

Kommenter

Dine kommentarer

Underret mig, når der bliver kommenteret på mit indlæg

tilbage