End ikke den hyggelige adventstid med gran i alle karme og basunengle i hver en krog kan få kirkens egne folk til at holde borgfred. Mens det glædelige budskab om barnefødslen i Betlehem gjalder skønt fra hver en prædikestol, er det anderledes gloser, der bliver brugt på den anden side af kirkemuren.

Det gælder særligt den aktuelle debat om de kommende kirkevielser af de homoseksuelle. Beskyldninger om både helvedesild og løgne fyger i luften, mens den intetanende offentlighed må se undrende på. For hvert et ord, der bliver sagt, er kun til skade for folkekirken, og derfor må tiden være inde til at se frem i stedet for tilbage.

Jeg skal ikke fremstå som særlig hellig. Jeg har i årevis haft en indre sjælekamp om disse vielser af homoseksuelle. Ikke fordi der er noget galt eller syndigt i at have hang til én af eget køn, men fordi der for mig måtte være en forskel på at være det ene og det andet. Men politiske modstandere som Manu Sareen (R)og Pernille Vigsø Bagge (SF) har gjort noget så sjældent som at overbevise mig. Hvis de homoseksuelle kan få Herrens velsignelse, herunder velsignelsen af deres livsførelse, i kirken, kan de også give hinanden deres ja foran Herrens alter. Andet vil være en selvmodsigelse, som kirken ikke kan forklare sig ud af. Dertil er det god lutherdom ikke at lade noget andet menneske stå i vejen for det enkelte individs samtale med Gud al den stund, at det er den samme trosbekendelse, henvendelsen baserer sig på.

I den verserende debat har jeg da heller ikke hørt ordet ’synd” runge som argument eller modargument. Det har i stedet være småborgerlige ord om, at formålet med ægteskabet er at avle børn, og når to af samme køn ikke kan det, kan de ikke blive gift i kirken. Så kan man jo passende medregne alle de par, der bare ikke kan få børn, og de par, der har fået de børn, de skal have – eller slet og ret er blevet for gamle til det.

Og sådan kan debatten blive ved i en uendelig skrue, der kun kan munde ud i mudderkastning. Og det er så her, vi nu er endt. Nogle mener sågar, at Manu Sareen med sit lovforslag vil sprænge kirken, og vi vil se de første tegn på en adskillelse af stat og kirke. Det er i bedste fald noget sludder.

Dette argument kommer især fra de, der ellers er tilhængere af forholdet mellem stat og kirke. Netop de bør derfor også vide, at vi i denne ellers gode konstruktion har nogle forpligtelser. Hvis kirken ønsker et tæt forhold til staten, må den forstå, at  den har deponeret en del af sin magt hos den. Deri ligger selve ægteskabspagten, og skal stat og kirke derfor blive ved med at hænge sammen, er det afgørende, at også kirken forstår, at staten gennem regering og folketing har noget at skulle have sagt. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, og derfor vil diskussionen ikke komme videre, før man erkender det.

Og det bør man gøre straks. Tiden er inde til at sige et „homopokus filihanoghamkat” og med ét trylleslag sende genvordighederne på pension. Sker det ikke vil det slide kirken så meget op, at de, der ellers går ind for forholdet mellem stat og kirke, får det til at krakelere. Og det er ikke just det, der er meningen …