Det er ikke nemt at være folkekirke. Det ene øjeblik bliver den beskyldt for at være en støvet affære, og når den så forsøger at gøre sig lidt til, står de samme kritikere og klandrer den for at frådse med midlerne. Sådan omtrent kan den aktuelle debat om et logo og design for folkekirken tolkes.

Næppe var budskabet råbt fra tagene, før en række kritikere – fra tidehvervske til gammelkommunister – stod og hældte brænde til bålet. Førstnævnte mente, at et folkekirkeligt logo og design er en teologisk misforståelse, fordi evangeliet sådan set allerede udfylder den rolle, mens Enhedslisten kaldte det overforbrug i en tid, hvor alle andre må skære ind til benet.

Ingen af argumenterne har imidlertid hold i virkeligheden. Hvis folkekirken ikke må have et logo, fordi evangeliet i forvejen udtrykker det, der holder os sammen, kan vi lige så godt lukke og slukke alt, hvad der hedder kirkeblade, hjemmesider og andre publikationer, der udgives af den lokale kirke. Og hvis vi ikke visuelt må skabe en fælles identitet, ryger pengene for alvor ud af kassen, fordi det er langt dyrere, hvis hvert et sogn selv skal betale for at få sin egen profil. 



Gennem flere år har den folkekirkelige kommunikation været båret af en så høj grad af amatørisme, at det vil egne sig som en dilettantforestilling. Hvor de private folkekirkelige organisationer for længst har indset nødvendigheden af en professionel tilgang til og brug af medierne, har folkekirken skuffet fælt. Inden for de senere år er der dog sket markante forbedringer  – blandt andet med folkekirken.dk – og arbejdet med den nye designprofil er således et udtryk for, at folkekirken kommunikationsmæssigt er klar til at flytte hjemmefra.

Ud med papir, saks og hjemmegjorte løsninger, som en ellers andens onkels fætters nabo har fikset for et par flasker vin, og ind med et gennemarbejdet materiale, som både udviser seriøsitet og evne til at vide, hvordan man kommer i kontakt med folket.

Man kan godt komme med alle mulige teologiske indvendinger om, at folkekirkens styrke er dens flade struktur med mange sogne, der bestemmer lige meget.

Men hvad nytter det, når den selvsamme struktur står i vejen for at markedsføre hele folkekirke. Nok består folkekirken først og sidst af de små sogne, fordi det er her, at det konkrete liv udspiller sig, men når vi samtidig bryster os af, at det er den samlede folkekirke, der udgør en væsentlig del af vores sammenhængskraft, må vi agere efter det. 

Kirken skriger på at få lydhørhed over for folket, og folket skriger tilbage, at de gerne vil kunne forstå det, kirken siger.

Her rækker bønner og blødt brød ikke alene. Der må skrappere midler til, og med et logo og et fælles design i tryk og på web, viser kirken vejen.

 Parkér derfor al kirkepolitisk ævl i et fjernt hjørne og kom i den aktuelle kamp. Folkekirkens situation er for alvorlig til andet.