Blogs på folkekirken.dk

Menighedsrådsmedlemmer bliver stadig ældre. Gennemsnitsalderen er nu 59 år. Skulle der sidde ældre menighedsrådsmedlemmer der virkelig har lyst til at fortsætte i menighedsrådsarbejdet, så læs denne blog grundigt!

Den alderdomsfornægtelse som hærger vor kultur er latterlig. Det bliver sagt, at en gammel er en ung, der er blevet ældre. Dermed er alderdommen fornægtet. Vi er unge indtil døden. En 50 årig er ikke en gammel mand eller kone. Men snarere en ung intermidiate eller ung advanced i modsætning til en 20 årig, der ung light.

Desværre kan de fleste danskere ikke se alderdommens skønhed. Folk blev meget ophidsede over et forslag om, at præster skulle fortsætte i arbejdet indtil de blev 75 år. Det har godt nok nogle ulemper for os mandlige præster. Vi skal ned og tisse flere gange under prædikenen. På den anden side må der være mere visdom i en præst på 75 år end en præst på 30 år.

Grundtvig lægger et godt ord ind for de gamle. Han må have drukket sauternevin og opdaget, hvordan der i de gamle, rådnende druer er masser af velsmag. Han delte livet op i barndomstiden, ungdomstiden, manddomstiden og alderdommens tid. Hver livsalder har sin betydning og sine opgaver. Barndomstiden er spiretiden, ungdomstiden er længslerne tid, manddomstiden er handlingens tid, og alderdommen er visdommens tid. Det er først der, at man kan se, hvad der betyder mest i livet. 

Det er vidunderligt med unge i menighedsrådet. Men det er heller ikke nogen dum ide også at have gamle mennesker, og her mener jeg os på over 50 år, i menighedsrådene. Vi kan se, hvad der betyder noget i livet. Netop ved at vi i folkekirken har så mange folk højt oppe i alderen i vore menighedsråd, kan betyde at vi rehabiliterer alderdommen. Når de gamle kan bruges til noget så vigtigt som menighedsrådsarbejdet, der handler om liv og død, kan de også bruges til mange andre vigtigtige ting.

Vi holder altså på vore menighedsrådsmedlemmer ved ikke at ringeagte deres alder, hvad enten de er unge light, unge intermidiate eller unge advanced.

Er du gammel? Du er hjertelig velkommen i menighedsrådsarbejdet! Du er hjertelig velkommen til at blive!

Det er ikke nemt at være folkekirke. Det ene øjeblik bliver den beskyldt for at være en støvet affære, og når den så forsøger at gøre sig lidt til, står de samme kritikere og klandrer den for at frådse med midlerne. Sådan omtrent kan den aktuelle debat om et logo og design for folkekirken tolkes.

Næppe var budskabet råbt fra tagene, før en række kritikere – fra tidehvervske til gammelkommunister – stod og hældte brænde til bålet. Førstnævnte mente, at et folkekirkeligt logo og design er en teologisk misforståelse, fordi evangeliet sådan set allerede udfylder den rolle, mens Enhedslisten kaldte det overforbrug i en tid, hvor alle andre må skære ind til benet.

Ingen af argumenterne har imidlertid hold i virkeligheden. Hvis folkekirken ikke må have et logo, fordi evangeliet i forvejen udtrykker det, der holder os sammen, kan vi lige så godt lukke og slukke alt, hvad der hedder kirkeblade, hjemmesider og andre publikationer, der udgives af den lokale kirke. Og hvis vi ikke visuelt må skabe en fælles identitet, ryger pengene for alvor ud af kassen, fordi det er langt dyrere, hvis hvert et sogn selv skal betale for at få sin egen profil. 



Gennem flere år har den folkekirkelige kommunikation været båret af en så høj grad af amatørisme, at det vil egne sig som en dilettantforestilling. Hvor de private folkekirkelige organisationer for længst har indset nødvendigheden af en professionel tilgang til og brug af medierne, har folkekirken skuffet fælt. Inden for de senere år er der dog sket markante forbedringer  – blandt andet med folkekirken.dk – og arbejdet med den nye designprofil er således et udtryk for, at folkekirken kommunikationsmæssigt er klar til at flytte hjemmefra.

Ud med papir, saks og hjemmegjorte løsninger, som en ellers andens onkels fætters nabo har fikset for et par flasker vin, og ind med et gennemarbejdet materiale, som både udviser seriøsitet og evne til at vide, hvordan man kommer i kontakt med folket.

Man kan godt komme med alle mulige teologiske indvendinger om, at folkekirkens styrke er dens flade struktur med mange sogne, der bestemmer lige meget.

Men hvad nytter det, når den selvsamme struktur står i vejen for at markedsføre hele folkekirke. Nok består folkekirken først og sidst af de små sogne, fordi det er her, at det konkrete liv udspiller sig, men når vi samtidig bryster os af, at det er den samlede folkekirke, der udgør en væsentlig del af vores sammenhængskraft, må vi agere efter det. 

Kirken skriger på at få lydhørhed over for folket, og folket skriger tilbage, at de gerne vil kunne forstå det, kirken siger.

Her rækker bønner og blødt brød ikke alene. Der må skrappere midler til, og med et logo og et fælles design i tryk og på web, viser kirken vejen.

 Parkér derfor al kirkepolitisk ævl i et fjernt hjørne og kom i den aktuelle kamp. Folkekirkens situation er for alvorlig til andet.

Dansk politik har nået nye lavpunkter. I de seneste dage har SFs Pernille Vigsø Bagge været offer for mediernes gudsjammerlige trædemølle, fordi hun har foreslået et nyt navn til Kirkeministeriet. Nuvel, jeg er særdeles uenig med hende også på dette punkt. Det ved hun, for vores divergenser på stort set alt har vi lagt åbent frem i debatbogen Ligusterkirken og på snart et utal af debatmøder landet over.
 
 Problemet er ikke, at hun har foreslået et nyt navn til det gamle ministerium. Problemet er heller ikke, at hun 24 timer efter sit forslag har trukket i land. Næ, problemet er, at hun ikke har fået skyggen af opbakning fra sine regeringsfæller, der for en dels vedkommende før har udtrykt præcis samme ønske om et navneskift. 

 så sent som den 8. september sidste år i Kristeligt Dagblad.Har man fulgt bare nogenlunde med i den kirkelige debat ved man, at politikere i en nu glemt, men nær, fortid har foreslået at danne et decideret religionsministerium. Det gjorde for eksempel min kære facebook-ven m.v., Karen Klint fra Socialdemokraterne,

Interessant nok fandt denne udtalelse og de øvrige i samme boldgade ikke nåde for den helt store debat. Men et signal var sendt, og personligt både forventede og frygtede jeg, at Kirkeministeriet faktisk ville skifte navn ved efterårets regeringsdannelse. Den aktuelle debat er derfor bare en gammel og sur vin på nye flasker, og derfor kan dette halløj på Vigsøs kirkebagge kun undre.

Jeg opfatter mig gerne som min venners ven, og jeg kommer dem gerne til undsætning, når de kommer i knibe. Så hvis en og anden skulle tro, at jeg er ude i det ærinde, er de så velkomne

Men de må også forstå, at denne navnestrid ikke handler om Pernille Vigsø Bagge. Der er langt mere på spil. 

Det handler om at fastholde eller forkaste de danske værdier. I den henseende spiller den evangelisk-lutherske kristendom en nøglerolle, fordi med forholdet mellem stat og folkekirke definerer os som et kristent land. Derfor er det ikke lige meget, hvad kirkeministeriet hedder. Med et navneskift sender man et kraftigt vink om, at Danmark er et multikulturelt land, og man af netop den årsag ikke kan tage særhensyn til særlige trosretninger – heller ikke til folkekirken, som er en afgørende del for vores sammenhængskraft.

Alt dette ved man i regeringspartierne. De er dybest set enig med Pernille Vigsø Bagge, men på grund af dårlige meningsmålinger og en presse med for høj potensføring, er de blevet bange for selv deres egne meninger.

Og det er beskæmmende, at man på den måde spiller med fordækte kort. Pernille Vigsø Bagge gav pokker i spin og kloge kommentatorer og sagde sin ærlige mening. Ganske vist har statsminister Helle Thorning-Schmidt sagt, at Kirkeministeriet beholder sit navn. Men hun har ikke sagt noget om hvor længe, eller noget om, at partiet reelt har ændret kurs på dette afgørende område.

Og når hun ikke har det, kan man kun frygte, at det vil ske en dag.

Er det en uskik, at de pårørende holder taler ved begravelser i kirken? Eller er det muligt også her være åben overfor den kultur, vi lever i, hvor der lægges stor vægt på det personlige og individuelle?

I begyndelsen af januar havnede en konflikt mellem en sognepræst i Nordjylland og de pårørende til en afdød, der skulle begraves, på forsiden af Kristeligt Dagblad. Sagen var, at den pågældende præst havde nægtet afdødes datter at sige nogle mindeord under begravelsesgudstjenesten i kirken. Og det var endt i konflikt og klagesag til provsten. 

I omtalen af sagen i Kristeligt Dagblad - på forsiden - fik man det indtryk, at sådanne konflikter bliver mere og mere almindelige og at folkekirken har fået en problem med denne tendens til selv at ville præge den kirkelige handling. Men er det nu rigtigt? 

Som præst kender jeg udmærket situationen. Man sidder til samtalen med de pårørende, som har alle mulige ønsker - ikke bare om at ville sige noget selv - men også om musik - ikke salmer - som den afdøde holdt af, og som minder dem om afdøde og om deres liv sammen. 

Og må man tage en ghettoblaster med i kirken?

Eller rosende ord, de gerne vil have sagt om den afdøde. Måske fordi ingen fik sagt det, mens tid var. Eller fordi man tror, det er dét, der er opgaven. At sige noget pænt, fremfor noget sandt. Eller man ønsker netop selv at sige noget og udtrykke sin sorg og sin bevægelse, helst stående tæt og intimt ved kisten.

Altimens man som præst sidder og tænker, jamen hvordan skal hele dette følsomme, private sceneri komme til at passe ind i en gudstjeneste med forkyndelsen af syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? Hvordan skal jeg dog få sagt, at jeg er præst med en på forhånd defineret opgave, ansat af folkekirken og ikke hyret af de pårørende til at planlægge en helt personlig begravelse lige for dem?

Det er jo rigtigt, hvad provst Lea Kamstrup-Olesen siger i Kristeligt Dagblad, at rigtig mange mennesker slet ikke er klar over, at begravelsen først og fremmest er en gudstjeneste og styres af præsten.  

Men når man så lige får taget en dyb indånding og sætter sig ind i, hvad man selv ville gribe til, hvis man ikke var vokset op en kirkelig tradition og ved, hvad salmer kan udtrykke, og hvor smukke ritualerne er, og hvor meningsfuldt evangeliet lyder ind i enhver livssituation. Hvis man ikke kender styrken ved en gudstjenesten, hvor man altid løftes ud af det private og sættes ind i en større sammenhæng, og hvor der tales større om vores liv end de få ord, vi kan få stykket sammen om hinanden. Hvis man aldrig har oplevet, at den kristne tradition har noget at tilbyde, når vi står overfor døden og ikke ved, hvordan vi skal komme videre herfra - så er det da ikke så mærkeligt, at man forsøger at sammenstykke en begravelsesceremoni, der giver mening ud fra de forudsætninger man har.

Er det så præstens opgave at gøre kløften mellem kirke og folk større? Eller forsøge at forklare, at der faktisk er noget her, som de ikke selv behøver have styr på. Der er en tradition, et ritual, som var der før dem, og som giver mening og har givet mening for mange i flere generationer.

Og forklare, at der er noget, der duer derhjemme i stuen, men ikke i kirkerummet. Der er forskel på at sidde hjemme og lytte og græde til en popsang, man havde sammen med den afdøde, og dykke ned i sine minder i fred og ro - og så spille den i det store kirkerum, på en skrattende ghettoblaster, med en hel masse mennesker, som slet ikke har de samme følelser omkring den sang. 

Det er præstens opgave, at beskytte de pårørende mod, at deres følelser udstilles som påtrængende sentimentalitet. Og at det forløsende ikke altid ligger i det private. 

Hvis man vil gøre sig den ulejlighed at forklare sig for de pårørende, så er der ikke mange, der ikke sagtens kan forstå det. Alle ønsker bare at gøre det bedste og gøre det, som man tror, der kræves. Og ofte er det ligefrem en lettelse for de pårørende at fortælle dem, at det ikke er dem, det hele hænger på. 

De fleste kender også en masse salmer. Men har bare glemt det. De bliver positivt overraskede over, hvor rigtigt det var at synge lige netop de ord. Og hvor højtideligt og smukt det hele var - selvom man ikke helt fik det, som man selv ville. Men hvor skal man vide fra, hvad kirken kan, når man ikke har oplevet det?

Må de pårørende så slet ikke være med? Jo, de må. Det er netop så fint, at der bliver sagt nogle personlige ord om den afdøde, som man som præst ikke har nogen forudsætninger for at sige. Det er fint, at præsten kan holde prædikenen, der fortolker de tilstedeværendes sorg og forholdet til afdøde og til livet og døden, mens de pårørende siger noget om den afdøde. 

Der er mange måde at styre og lede på. Man kan styre ved at ville bestemme det hele. Men man kan også styre ved at vejlede og hjælpe og prøve at få de forskellige forventninger til at gå op i en højere enhed. Det er mit indtryk, at langt de fleste præster løser den opgave, og at det kun sjældent kommer til konflikter.

Der vil altid være stejle og stædige sjæle, også blandt præster og pårørende. Men det er undtagelsen. Og at vi skulle stå overfor et nyt, stort problem i folkekirken med folks ønske om at komme mere på banen ved deres kæres begravelse, det er helt ude af proportioner. 

Der er noget selvpineri over januar. Efter en december måned på første klasse med god mad, alt for meget at drikke og gaver, som kontoen ikke helt kunne magte, er vi nu havnet pladask i den menneskelige virkelighed med dårligt vejr, endnu mere finanskrise og en ny runde af X Factor.

I dette nådesløse miskmask skal vi så forsøge at hitte rede på både det nye år og os selv som moderne mennesker anno 2012.

Det gælder også på det kirkelige område. På mange måder bliver året et skæbneår for folkekirken. I løbet af nogle måneder vil de første vielser af homoseksuelle finde sted, og selv om den barslede lovvedtagelse både er fornuftig og evangelisk, kan det ikke udelukkes, at den får nogle medlemmer til at smække med døren.

Det samme kan meget vel ske, hvis debatten om en adskilles af stat og kirke som ventet vil tage til. En kirke uden staten er som en kirke uden folket, og dermed bliver danskerne ledt ud i et religiøst tomrum, som bliver så godt som umuligt at udfylde.

Folkekirken styrke har altid været, at den er for alle. Her kan ham med den store tro mødes med hende med den lille ditto, og på knæ foran Herrens alter skelnes der ikke mellem social status eller størrelsen på pensionsopsparingen.

Nok vil en adskillelse ikke ske hen over natten, men hvis tilhængerne fastholder deres fodfæste i sagen, vil det sende uoprettelige bølger gennem hele folkekirken.

Det vil smadre sammenhængskraften, fordi de enkelte kirker givetvis vil profilere sig som enkeltkirker og ikke som en del af en helhed. Og det er en velfungerende helhed. Trods den evindelig snak fra sladderkællingerne m/k har folkekirken det godt. Det er den forening i landet med suverænt flest medlemmer, og den har tilmed et budskab, som stort set alle har forstået.

De kendsgerninger er værd at tage med, når der senere på året afholdes menighedsrådsvalg. Valget vil næppe gå hen og blive en folkesag, selvom der er al mulig grund til, at det bliver det.

Folkekirken er en lægmandskirke, der kun kan virke i og med sit folk. Hvis vi i vores lokalområde fortsat vil have en kirke, må den have en synlig opbakning. Her er det ikke nok kun at betale sit medlemsbidrag og tro, at andre træffer de daglige beslutninger.

Ikke kun i sognet, men også på landsplan. Aktive menighedsrådsmedlemmer er nemlig med til at præge den samlede debat om folkekirkens fremtid, herunder spørgsmålet om adskilles af stat og kirke. Får vi mange kandidater, der har modet til at sige til og fra, vil vi én gang for alle kunne lukke munden på de, der ønsker folkekirken hen, hvor peberet gror.

Alternativet er, at vi får januartømmermænd og endnu mere selvpineri i folkekirken hele året – og de kommende år med.