Er det en uskik, at de pårørende holder taler ved begravelser i kirken? Eller er det muligt også her være åben overfor den kultur, vi lever i, hvor der lægges stor vægt på det personlige og individuelle?

I begyndelsen af januar havnede en konflikt mellem en sognepræst i Nordjylland og de pårørende til en afdød, der skulle begraves, på forsiden af Kristeligt Dagblad. Sagen var, at den pågældende præst havde nægtet afdødes datter at sige nogle mindeord under begravelsesgudstjenesten i kirken. Og det var endt i konflikt og klagesag til provsten. 

I omtalen af sagen i Kristeligt Dagblad - på forsiden - fik man det indtryk, at sådanne konflikter bliver mere og mere almindelige og at folkekirken har fået en problem med denne tendens til selv at ville præge den kirkelige handling. Men er det nu...

Vi kan jo lige så godt vænne os til, at vi i fremtiden skal diskuttere adskillelse af stat og kirke. Projektet er en fast bestanddel af det Radikale Venstres kirkepolitik. Og vores ny kirkeminister har allerede luftet, at det står på hans ønskeliste at se på folkekirkens særstatus som understøttet af staten.

Det lyder jo også meget rigtigt og fornuftigt, set ud fra et ligestillingsspørgsmål. Hvorfor skal den evangelisk lutherske kristendom være priviligeret i forhold til alle andre religioner, når vi efterhånden lever i et multireligiøst samfund?

Og set fra folkekirkens synspunkt lyder det måske også som sød musik i ørerne, når man formulerer det som et spørgsmål om også at sætte kirken mere fri af de verdslige myndigheders snærende bånd og opnå mere...

Det var forventligt, at sindene kom i kog, da 44 årige, indisk fødte Manu Sareen blev udnævnt til kirke-og ligestillingsminister forleden. Teolog og debattør Katrine Winkel Holm udtaler ligefrem i Kristeligt Dagblad (4.10.11), at "valget af kirkeminister er en krigserklæring fra regeringens side mod folkekirken." KWH opfatter det som et forsøg på at opløse folkekirken indefra. Dels fordi han står fuldstændig udenfor det kirkelige liv og intet kender til folkekirken og dens historie og tradition. Dels fordi han er erklæret modstander af den nuværende folkekirkeordning.

Jeg mener også, det er et problem, at Manu Sareen ved så lidt om den kirke, han nu kommer til at få stor indflydelse på. Men, som andre kommentatorer bemærker, så kan det jo også vise sig at være en fordel, at der...

Hvad skal man mene om, at samtlige præster ved en kirke i Kolding nægter at vie fraskilte? Det giver jo store problemer i forholdet mellem folk og kirke i det sogn, og mange bliver skræmt langt væk og lover sig selv aldrig mere at sætte deres ben i en kirke! 

Kan vi leve med, at en af folkekirkens kirker ikke er for hele folket, men kun for en udvalgt skare? Og kan vi leve med, at en livspraksis, som i vores kultur regnes for fuldt ud legitim og anerkendt, fordømmes af præster i den danske folkekirke?

Umiddelbart har man mest lyst til at sige klart Nej, for det holder da slet ikke. Det er utroligt problematisk at samle tre konservative præster i én kirke. Men hvad er alternativet?

Alternativet er, at vi opgiver den rummelige folkekirke med tradition...

Er det bare mig, der er kold og ufølsom, når jeg når en grænse for, hvor meget offentlig sorg, der skal luftes i forbindelse med terrrorangrebet i Norge? Da en ung, storsmilende DSU'er i sidste uge stod frem på TV og annoncerede endnu en følsom mindekomsammen med noget musik til - da stod jeg af.

Ingen tvivl om, at tragedien ramte os alle. Ofrene var unge mennesker på alder med mine egne. Selv fjortenårige, som måske ligesom min egen søn netop har fejret sin konfirmation i foråret, var blandt de døde. Og jeg har dyb respekt for måden, hvorpå Norge - ikke mindst statsminister Jens Stoltenberg - taklede angrebet på. Man stod sammen. Man gjorde gerningsmandens voldelige udfordring til skamme. Man mødtes i kirker og på torve for at holde hinanden i hånden, lægge en blomst og...