Er det en uskik, at de pårørende holder taler ved begravelser i kirken? Eller er det muligt også her være åben overfor den kultur, vi lever i, hvor der lægges stor vægt på det personlige og individuelle?

I begyndelsen af januar havnede en konflikt mellem en sognepræst i Nordjylland og de pårørende til en afdød, der skulle begraves, på forsiden af Kristeligt Dagblad. Sagen var, at den pågældende præst havde nægtet afdødes datter at sige nogle mindeord under begravelsesgudstjenesten i kirken. Og det var endt i konflikt og klagesag til provsten. 

I omtalen af sagen i Kristeligt Dagblad - på forsiden - fik man det indtryk, at sådanne konflikter bliver mere og mere almindelige og at folkekirken har fået en problem med denne tendens til selv at ville præge den kirkelige handling. Men er det nu rigtigt? 

Som præst kender jeg udmærket situationen. Man sidder til samtalen med de pårørende, som har alle mulige ønsker - ikke bare om at ville sige noget selv - men også om musik - ikke salmer - som den afdøde holdt af, og som minder dem om afdøde og om deres liv sammen. 

Og må man tage en ghettoblaster med i kirken?

Eller rosende ord, de gerne vil have sagt om den afdøde. Måske fordi ingen fik sagt det, mens tid var. Eller fordi man tror, det er dét, der er opgaven. At sige noget pænt, fremfor noget sandt. Eller man ønsker netop selv at sige noget og udtrykke sin sorg og sin bevægelse, helst stående tæt og intimt ved kisten.

Altimens man som præst sidder og tænker, jamen hvordan skal hele dette følsomme, private sceneri komme til at passe ind i en gudstjeneste med forkyndelsen af syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? Hvordan skal jeg dog få sagt, at jeg er præst med en på forhånd defineret opgave, ansat af folkekirken og ikke hyret af de pårørende til at planlægge en helt personlig begravelse lige for dem?

Det er jo rigtigt, hvad provst Lea Kamstrup-Olesen siger i Kristeligt Dagblad, at rigtig mange mennesker slet ikke er klar over, at begravelsen først og fremmest er en gudstjeneste og styres af præsten.  

Men når man så lige får taget en dyb indånding og sætter sig ind i, hvad man selv ville gribe til, hvis man ikke var vokset op en kirkelig tradition og ved, hvad salmer kan udtrykke, og hvor smukke ritualerne er, og hvor meningsfuldt evangeliet lyder ind i enhver livssituation. Hvis man ikke kender styrken ved en gudstjenesten, hvor man altid løftes ud af det private og sættes ind i en større sammenhæng, og hvor der tales større om vores liv end de få ord, vi kan få stykket sammen om hinanden. Hvis man aldrig har oplevet, at den kristne tradition har noget at tilbyde, når vi står overfor døden og ikke ved, hvordan vi skal komme videre herfra - så er det da ikke så mærkeligt, at man forsøger at sammenstykke en begravelsesceremoni, der giver mening ud fra de forudsætninger man har.

Er det så præstens opgave at gøre kløften mellem kirke og folk større? Eller forsøge at forklare, at der faktisk er noget her, som de ikke selv behøver have styr på. Der er en tradition, et ritual, som var der før dem, og som giver mening og har givet mening for mange i flere generationer.

Og forklare, at der er noget, der duer derhjemme i stuen, men ikke i kirkerummet. Der er forskel på at sidde hjemme og lytte og græde til en popsang, man havde sammen med den afdøde, og dykke ned i sine minder i fred og ro - og så spille den i det store kirkerum, på en skrattende ghettoblaster, med en hel masse mennesker, som slet ikke har de samme følelser omkring den sang. 

Det er præstens opgave, at beskytte de pårørende mod, at deres følelser udstilles som påtrængende sentimentalitet. Og at det forløsende ikke altid ligger i det private. 

Hvis man vil gøre sig den ulejlighed at forklare sig for de pårørende, så er der ikke mange, der ikke sagtens kan forstå det. Alle ønsker bare at gøre det bedste og gøre det, som man tror, der kræves. Og ofte er det ligefrem en lettelse for de pårørende at fortælle dem, at det ikke er dem, det hele hænger på. 

De fleste kender også en masse salmer. Men har bare glemt det. De bliver positivt overraskede over, hvor rigtigt det var at synge lige netop de ord. Og hvor højtideligt og smukt det hele var - selvom man ikke helt fik det, som man selv ville. Men hvor skal man vide fra, hvad kirken kan, når man ikke har oplevet det?

Må de pårørende så slet ikke være med? Jo, de må. Det er netop så fint, at der bliver sagt nogle personlige ord om den afdøde, som man som præst ikke har nogen forudsætninger for at sige. Det er fint, at præsten kan holde prædikenen, der fortolker de tilstedeværendes sorg og forholdet til afdøde og til livet og døden, mens de pårørende siger noget om den afdøde. 

Der er mange måde at styre og lede på. Man kan styre ved at ville bestemme det hele. Men man kan også styre ved at vejlede og hjælpe og prøve at få de forskellige forventninger til at gå op i en højere enhed. Det er mit indtryk, at langt de fleste præster løser den opgave, og at det kun sjældent kommer til konflikter.

Der vil altid være stejle og stædige sjæle, også blandt præster og pårørende. Men det er undtagelsen. Og at vi skulle stå overfor et nyt, stort problem i folkekirken med folks ønske om at komme mere på banen ved deres kæres begravelse, det er helt ude af proportioner.