Jeg ved ikke, om det var planlagt fra Kristeligt Dagblads side, men det ligner en tanke, at offentliggørelsen af kvindelige præsters lave dødsalder kommer lige ved juletid. Det er netop tiden, hvor kvindelige præster føler sig mest trængt.

Jeg taler af erfaring. Julen er en hård tid. Sådan set ikke på grund af arbejdspresset i sig selv. Mange mennesker har perioder, hvor de arbejder mere end sædvanligt. I det hele taget er der mange, der arbejder meget. Også mere end præster. Og det kan være skønt og tilfredsstillende, at arbejde meget og udrette noget. Især ved juletid, hvor der kommer mange mennesker i kirke, og det hele føles meget meningsfuldt. Men vi arbejder hjemme, og det, kombineret med kvinders større ansvarsfølelse for hjem og familie og traditioner, tror jeg gør kvindelige præster meget pressede i julen. Der er ligesom dobbelt booket op, på samme sted og samme tid.

Jeg har med tiden lært mig at navigere igennem julen. Børnene er også blevet store, og gider ikke bage og klippe julehjerter mere. Men tidligere var vi en hel lille klub af kvindelige præster, der ringede til hinanden i julen og bekræftede hinanden i vores ærgrelse over de her ellers så søde ægtemænd, der bare ikke forstod, at nu var det tid at tage over. Der skulle købes stort ind, der skulle planlægges, dugene stryges, gæstesenge redes, træ og gås i hus, gøres rent...

I julen - og andre perioder, hvor der er tryk på - forbander man sin hjemmearbejdsplads. Det er så yndigt, at kunne være derhjemme, tæt på børnene og det hele, mens man arbejder... Men det kan også være noget af det mest frustrerende.

For nogle år siden blev det pludselig meget polulært at udstyre sine medarbejdere med pc og sende dem hjem og arbejde. Og alle jublede, for nu kunne man måske lettere få det hele til at hænge sammen. Man blev klogere, og der blev lavet undersøgelser, der viste, at folk bliver stressede af at sidde derhjemme midt i kaos og huslige pligter og prøve at få noget fra hånden. Så det er ikke så populært mere. Tilbage er præsterne.

Hvorfor er det så lettere at være mand? Undersøgelsen af de kvindelige præsters lave levealder bliver holdt oppe mod de mandlige præsters. De kvindelige præsters gennemsnitlige dødsalder er 68,2 år. De mandlige præsters er 81,4 år. De kvindelige præsters dødsalder er derfor ikke kun lavere end deres mandlige kollegers, men også lavere i forhold til gennemsnitsalderen for kvinder i det hele taget. Den er nemlig 8o år. Mens mænds er 76 år...

Hvorfor er der denne forskel? Det er der sikkert mange grunde til. Og hvis man ikke ligesom Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti nøjes med at fnyse og slå det hele hen med klynk, så haster det med at komme til  bunds i, om det er arbejdsmiljøet, ansættelsesforhold eller vanskeligheder med selv rollen, der er synderen her. Jesper Langballe siger i Kristeligt Dagblad (18.12.09), at "hvis præsterne var mindre optaget af at være legetanter og hyggeonkler og i stedet var optaget af det, de er sat til - nemlig at lave nogle ordentlige prædikener, så tror jeg, at der ville være mindre af den slags klynk". Men kvindelige præster har ikke klynket. Det er måske problemet. Og vi er "hyggetanter og legeonkler", fordi kirken ville været gået helt i stå, hvis vi stadig troede, vi kunne nøjes med at gå med tweedjakke og ryge pibe og se kloge ud. Men samtidig med børne- og ungearbejdet holder vi "ordentlige" prædikener. Der bliver prædiket oplagt og velforberedt fra de allerfleste prædikestole. Spørg bare kirkegængerne.

Men igen - hvorfor er det hårdere for de kvindelige præster? De mandlige tager sandelig også deres tørn med børnegudstjenester og minikonfirmander og babysalmesang og det hele.

Jeg tror, det er noget så politisk ukorrekt, som at kvinder stadig tager sig mere af hus og hjem end mænd. Og det ligger endda ligefor, når man arbejder hjemme. Da jeg havde små børn, sagde mine børns kammeraters mødre altid til mig, at det måtte være dejligt for mine børn, at jeg sådan "går hjemme"! Nogen spurgte endda, om mine børn var i børnehave??

Kvindelige præster har også overtaget meget af præstekonens arbejde. Hun er med til at dække borde og lave mad til sammenkomster. Det forventes, at hun tager en tørn sammen med de andre frivillige kvinder. I min forgængers tid - han var en mand - vaskede menighedsrådets damer præstens viskestykker og håndklæder...

Men hvorfor gør hun det? Hvorfor siger hun ikke bare fra? Fordi det ligger hende nær. Og fordi vi kvinder nok ikke er så gode til at skille tingene ad. Vores evne til at multitaske vender sig imod os. Jeg tror, mænd er meget bedre til at sige: nu arbejder jeg. Og nu holder jeg fri og ordner have. Og dét kan der kræves af mig, og dét kan man ikke forlange.

Når kvinder sætter grænser, kommer der en Jesper Langballe og siger, at vi klynker.

Endelig har mændene stadig nogle rollemodeller for deres arbejde: det er myndigheden, faderfiguren, der hviler i sin autoritet. Kvindelige præster har ingen rollemodeller, og giver man den som sognemoderen, går man hurtigt i knæ. For den gode mor har uanede kræfter. Hun kan slides på. Hun trækker sig ikke tilbage og sætter ikke grænser. Moderen bekymrer sig omsorgsfuldt for sine sognebørn. Og hviler aldrig fra sin bekymring. For det gør mødre ikke. Det hele kommer til at flyde i ét, hjem, børn, sogn - som én stor bekymring og dårlig samvittighed.

Spørgsmålet er, om det kun drejer sig om hjem/arbejde problematikken. Eller om det er selve præsterollen og ansættelsen, der trængertil nogle præciseringer?