Vi står overfor den festlige bryllupssæson, hvor vi med udgangspunkt i kæresteparrenes glæde og forventninger har anledning til at holde smukke gudstjenester, synge gode salmer og holde en vedkommende prædiken for en meget lydhør menighed.

Hvad skulle vi dog gøre uden bryllupperne? Eller nogen af de andre traditionelle fejringer eller markeringer af livets gang i glæde og sorg: dåb, konfirmation og begravelse. Her bruger folket deres kirke. Deres folkekirke. Og hvor er det godt. Det er vi præsters mulighed for at prædike det gode budkskab for alle dem, der ikke har tradition for at være almindelige søndagskirkegængere.

Men nu ser det ud til, at et flertal blandt biskopperne vil afskaffe kirkevielserne. Hvorfor? Fordi det er den letteste vej ud af konflikten omkring evt. vielse af homoseksuelle par. Det er bare en dårlig løsning og en pinlig kryben udenom ansvaret.

Argumentet hentes hos gode, gamle, nøgterne Luther. Indgåelse af ægteskab er en borgerlig indretning, som kirken ikke behøver ind over. Såmænd, såmænd. Men der er så meget, man ikke behøver. Man behøver i grunden slet ikke gå i kirke. Du kan læse i din bibel og bede dit fadervor hjemme i dagligstuen, hvis det skulle være. Nu er det bare sådan, at det ville være sørgeligt, hvis der ikke var nogen at være kirke sammen med. Og kirkegang og gode traditioner hører sammen. Så gudskelov for barnedåb og bryllupper.

Men er det ikke rigtigt, at vi kunne løse konflikten mellem modstandere og fortalere for et ægteskabsritual for bøsser og lesbiske, hvis vi ligestillede både hetero og homo og alle måtte på kommunekontor først og ordne det juridiske, og så i kirken bagefter for velsignelsen? Så er der ingen, der bliver gift i kirke, og alle er glade - eller hvad?

Nej, det er en kummerlig tanke. En rigtig nøgtern, praktisk tankegang, som er så sørgelig i sin mangel på menneskelig indsigt. Det er stort, at blive gift i kirke. Det store er, at det er her og nu, det sker. Vi bliver mand og kone - eller mand og mand, kvinde og kvinde - hinandens ægteviede, på papiret og i løftet bundet til hinanden. Og det sker med Guds velsignelse. Her forenes det jordiske og himmelske, det menneskelige og det kristelige, i en festlig, glad og dybt betydningsfuld begivenhed.

Velsignelsen af vores kærlighed og ægteskab skal ikke bare være "som at gå i kirke om søndagen", hvor vi alle modtager Guds velsignelse over vores liv med og uden partner. Det er slet ikke det samme. Og man skal være kommet langt, langt væk "fornemmelsen af bryllup", for at kunne foreslå at smide vielsen ud af kirkerummet.

Jeg mener klart, at det er en dårlig løsning og et stort tab for folkekirken, at adskille indgåelse af ægteskab fra velsignelsen i kirken. Det vil aldrig blive en folkelig tradition som kirkebrylluppet.

Jeg mener også, det blot er et fejt forsøg på at komme udenom at tage skridtet fuldt ud og se at få lavet et vielsesritual for homoseksuelle elskende. Hvad er man bange for?

Drejer det sig kun om at tækkes bibelfundamentalisterne, der mener at kunne finde skriftligt belæg for Guds fordømmelse af homoseksuelle? Det tror jeg ikke. De har før truet med at forlade kirken, dengang med de kvindelige præster. Men det skete der jo ikke noget ved.Tværtimod. - Der står i øvrigt også i den hellige skrift, at "hvis dit øje forarger dig, så riv det ud!". Skal det ene læses bogstaveligt, så skal det andet vel også...

Nej, jeg er bange for, der ulmer en langt bredere bekymring hos en stor del af både præster og menighed, helt ud i de mest liberale kredse. En frygt for, hvad der sker med "normaliteten", hvis man først tillader homoseksuelle vielser ved siden af de "normale" mellem mand og kvinde. Hvad bliver så det næste?

Ja, hvad bliver det næste? To mænd og en kvinde? Eller mere interessant, to kvinder og én mand? Hvis man "lukker op" for det ene, hvad bliver så det andet?

Man glemmer helt, at både staten og kirken altid kommer bagefter de folkelige rørelser og kulturelle forandringer. Kirken kommmer ikke og lancerer nye livsformer, eller lukker op for en bekymrende glidebane ud i en amoralsk sump af sædeligt forfald.

Både statens lovgivning og kirkens skikke følger efter og prøver at forholde sig til det, der sker i samfundet. Sådan var det med de kvindelige præster i sin tid, og helt tilbage i tiden også med ægteskabet. Det kom ude fra samfundet og blev indoptaget i den kirkelige praksis.

Og hvis vi en dag skal hen og tage stilling til, om vi skal have et ritual for to kvinder og mand, eller et helt kollektiv af mænd og kvinder, der gerne vil binde sig til hinanden i et forpligtende fællesskab - så er det ikke, fordi kirken åbnede op for en "glidebane", men fordi det er derhen, vores samlivskultur har bevæget sig.

Hav lidt tillid! Hav lidt tillid til os selv, som ansvarlige, sociale væsener, der prøver at finde ud af at leve så godt her i denne verden med hinanden, som vi nu kan. Lad være med at brug den kristne kirke som et værn imod vores frygt for fremtiden og altings forfald.

Dét er en glidebane, som er meget farligere for den kristne kirke, end den usikkerhed og ubeskyttethed, der altid følger med at være generøs, tillidsfuld og åben.