Det blev så alligevel ikke til en anbefaling af et vielsesritual for homoseksuelle par i denne omgang. Det  blev et forsigtigt kompromis. 

Udvalget til udredning af forslaget om at indføre et vielsesritual for homoseksuelle par, er blevet enige om at komme med et forslag om en kirkelig velsignelse af parrene (som de fleste kirker allerede har praktiseret i årevis), og så iøvrigt tildele kirken myndighed til ved samme lejlighed at registrere parrene som par.

Det er en tilnærmelse. Det ligner en heteroseksuel praksis, med velsignelse og registrering af parret som par - og det er da også bedre end ingenting. En stilfærdig indrømmelse.  Men det er stadig ikke en ligestilling. Det er ikke en vielse. Vi vier fortsat ikke par af samme køn i folkekirken. Og det kommer nok til at vare længe, inden vi gør det.

Og lad mig sige det med det samme:

Jeg mener, man her tager alt for vidtrækkende hensyn til et meget lille, men determineret og kampberedt mindretal, der udfra et tvivlsomt bibelsk skriftsyn ikke anerkender homoseksualitet som en del af et sundt og naturligt kærlighedsliv - samtidig med at man bøjer sig for en lidt større, tøvende, bagstræberisk gruppe af mennesker, der reagerer følelsesmæssigt på tanken om kirkevielse af bøsser og lesbiske ud fra en vanemæssig og tryg forestilling om normalitet, som endda kan virke overraskende på dem selv.

Men det er min klare opfattelse, at flertallet af danskere er fuldstændig klar og parat til at tage imod, at kirken indfører et vielsesritual for homoseksuelle par.

Det skal også nok komme. Men det tager åbenbart noget tid endnu.

Sognepræst Claus Thomas Nielsen, som også blogger her på folkekirken.dk, og som har siddet i kirkeministerens udvalg, anfører i sin seneste blog tre efter hans mening væsentligt argumenter imod et vielsesritual for bøsser og lesbiske.

For det første vil det gå ud over sammenhængskraften i folkekirken, fordi kirkens folk, menighedsrødder og præster, er så splittede i sagen. Claus Thomas Nielsen glemmer, at kirken ikke kun er præster og rådsmedlemmer, der sikkert har mange gode grunde til både at gå med livrem og seler i spørgsmålet. Men kirken er også dens mange medlemmer. Det er befolkningen, menigheden, og den skal også tages alvorligt. Jeg tror ikke et øjeblik, at et vielsesritual for homoseksuelle vil betyde andet, end at kirken opnår endnu større respekt, end den i forvejen har. Og bliver endnu mere forankret i den menighed, den er sat til at forkynde det gode budskab for.

Et andet argument går på, at et vielsesritual for bøsser og lesbiske ikke kan begrundes hverken i Skriften eller i traditionen. Men hvad så med konfirmationen? Eller begravelse, eller vielse? Ingen af disse ritualer kan begrundes i Bibelen. Det er tradition - ligesom det at leve sammen mand og mand og kvinde og kvinde, som par, og sommetider også med fælles børn i forholdet - er gået hen og er blevet en almindelig og anerkendt måde at leve på.

Sæd og skik forandrer sig. Og kirken, hvis kerne altid første og fremmest bør være forkyndelsen af syndernes forladelse og kødets opstandelse ved vor Herre Jesus Kristus, må tale ind i det samfund, den selv er en del af. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, i alle vores forskellige livsformer og ind i historien og hen over tiden - og dét er sammenhængskraften. Guds kærlighed til kødet, det skrøbelige og sårbage og forgængelige.

Endelig argumentere Claus Thomas Nielsen imod, at det lige skulle være bøsser og lesbiske, som skal have et vielsesritual. Hvorfor lige dem, hvis vi er ude efter at give plads til minoritetsgrupper, som vælger at leve på en anden måde, end det normale mand/kvinde ægteskab? Hvorfor så ikke også biseksuelle, storfamilier, klosterfællesskaber og folk der vælger at leve i serielt monogami?

Ja, godt spørgsmål, hvorfor egentlig ikke? "Det er ikke godt for mennesket at være alene", sagde Gud til sig selv, og skabte Eva til Adam. Mennesket har bedst af følgeskab. Af fællesskab. Vi behøver nogen at leve med og leve for. Mand eller kvinde. Flere eller bare én. Hvorfor ikke velsigne et kollektiv, der lover hinanden troskab og kærlighed til døden dem skiller?

Mennesket er ikke skabt til at være alene. Det er ikke godt for os. Så hvorfor ikke altid glæde sig over kærligheden?