
Hvorfor tror alle, at Folkekirken har så mange penge? Her til morgen blev jeg ringet op af en ung fyr, der præsenterede sig som Silas fra DFDS. Han ville gerne tale med den administrativt ansvarlige for menighedsrådet - for han havde et godt tilbud til os.
Jeg tøvede et øjeblik, som jeg altid gør, når jeg bliver ringet op af velvillige mennesker, der gerne vil sælge noget til kirken, men ikke rigtig ved, hvem man skal henvende sig til - og derfor ringer til præsten, som ikke sådan lige kan tage stilling til indkøb af rengøringsmidler, rabat på forsikringesordninger eller tilbud på løvsugere...
Silas fra DFDS ville gerne tale med den "daglige leder af menighedsrådet". Men vores leder af menighedsrådet, vores formand, er jordmor og til daglig travlt optaget af at bringe små børn til verden på Riget.
Jeg begav mig ud i at prøve at forklare det enestående, men også komplicerede forhold, at Folkekirken ledes og drives af folkevalgte, frivillige kræfter, der i deres sparsomme aftentimer samles for at tage stilling til netop sådan noget som, hvordan kirken skal holdes vedlige og forsikres og kirkegården passes osv.
Men Silas havde altså dette gode tilbud til os, nemlig et tilbud om et gavekort til et minicruise med Oslobåden!
Til hvem? Ja, til personalet, eller menighedsrådet - eller måske præsten?
Et minicruise? - "Altså, sådan noget har vi ikke penge til", indvendte jeg, lidt tamt. For hvad skal man sige? Tanken var på én gang så komisk og sørgelig. Hvordan kan man tro, at et menighedsråd ville tage på cruisetogt for folkekirkens penge? Hvad tror folk, kirken er for et foretagende?
Kan også lige se overskriften i Ekstrabladet for mig...
Silas var dog ikke sådan at slå ud. "Jeg troede, kirken havde masser af penge", svarede han kækt tilbage. Men det har folkekirken ikke. Det er en sejlivet myte, som ikke yder de samvittighedsfulde menighedsrødder retfærdighed, der sidder og vender og drejer hver krone for at få det hele til at gå op, og som knap finder det i orden at holde en julefrokost for kirkens penge - selvom de resten af året arbejder ganske vederlagsfrit med store, tunge, tidskrævende sager.
Finanskrise og skattestop kan også mærkes i Folkekirken. Og det i en tid, hvor der stilles mange forventninger til kirkens aktivitetsniveau. Minikonfirmander er blevet en stor succes. Men de koster. Børne- og ungdomskor, gospel og babysalmesang, spagetti gudstjenester, konfirmandlejr, højskoleliv omkring sognegården, ældrearbejde osv - det er fint alt sammen, men det koster penge.
Ingen tør sætte kirkeskatten op, fordi man er bange for medlemsflugt. Netop fordi alle tror, at der er penge nok. Man synes, at kirken skal levere varen, når vi nu betaler for den. Og skal vi betale mere, er det fordi, kirken frådser.
Men der er ingen, der frådser. Tværtimod. Jeg kunne ønske mig, at folk havde større indblik i menighedsrådets arbejde og så, hvor ansvarligt og omhyggeligt, der lægges budgetter - og hvor mange gode ideer og sjove nye tiltag, der bliver lagt på hylden, fordi der ikke er penge til det.
Så kære Silas - det kan være man andre steder belønner sine medarbejder med et gavekort til Oslobåden. Men det er altså ikke i Folkekirken.
fvh. kirkeminister
Og hvorfor tror folk at Folkekirken støttes økonomisk af staten når det omvendt er tilfældet, at staten tjener tykt på forbindelsen med folkekirken. Allerede i 1994 konstaterede et udvalg, under finansministeriet og med repræsentanter for både kommunerne og diverse kirkelige interessenter, at kirkens arbejde for staten oversteg statens tilskud til folkekirken med over en halv miliard om året.
Dette er en test 9
Nu virker det!