På søndag er det fastelavn, og selvfølgelig holder vi børnevenlige fastelavnsgudstjenester og inviterer til tøndeslagning og fastelavnboller bagefter. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder i landet, men her i sognet har det aldrig været det store tilløbsstykker. Til gengæld holdes der store, populære fastelavnsfester ude i byen.

Min menighed går ellers normalt gerne til børnegudstjenester. Og det er heller ikke mit indtryk, at der er nogen, der ønsker at boykotte kirken eller opfordre til konkurrence. 

Men måske er det bare ikke særligt indlysende mere, hvad fastelavn har med kirken og kristendommen at gøre? 

Vi slår katten af tønden, men der er ingen kat indeni. Vi er ikke oppe mod det onde, men kæmper for en håndfuld flødekarameller. Det er en hyggelig børnefest, og ikke en iscenesættelse af kampen mellem Gud og djævel. Så hvad skal vi egentlig i kirken?

Er det ligesom med høstgudstjenesten, som vores industri samfund forlængst er vokset fra og som mere og mere ligner en kampagne for økologiske grøntsager, og ikke har så meget andet at byde på end en påmindelse om at huske at sige Tak for mad?

Jeg hører ikke til dem, der begræder at tiderne skifter og sæderne ændrer sig. Og vi behøver ikke holde krampagtigt fast ved gamle traditioner, når de mister deres indhold. Kristendommen lever i tiden og må knytte til ved det liv, der leves lige nu og de tanker, vi tumler med og de håb og længsler vi nærer og de vanskeligheder vi slås med. Sådan er f.eks. Allehelgen kommet tilbage i en tid, hvor vi mærker en mangel på sprog og udtryk for vores sorg over at miste hinanden og vores usikkerhed overfor døden og det faktum, at vi ikke lever evigt.

Men har fastelavn da slet ikke noget at sige mere?

Måske, hvis man holdt op med at holde børnegudstjenester, og lod børnene have det sjovt ovre i spejderhytten eller hvor de nu slår karamellen af tønden. Mens vi voksne gjorde alvor af, at nu var det ved at være fastetid, så nu skulle vi feste og spise og drikke, inden den strenge tid begyndte!

Da fasten efter reformationen blev afskaffet begyndte den udhulning af fastelavn, som vi ser resultatet af på søndag, hvor børnene har hyggelig udklædningsfest, mens de voksne står og fryser og håber, det snart er overstået.

Engang blev man mindet om, at livet er en alvorlig sag. Fasten var en alvorstid. En tid til overvejelse over, hvad vi bruger vores liv på - om der er noget, vi skal lave om på. Noget vi kan gøre bedre? For livet er så kort.

Man mødtes askeonsdag i kirken og fik tegnet et kors i panden, hvorpå præsten sagde til hver enkelt: Husk på, menneskebarn, at af jord er du kommet og til jord skal du blive! Der blev ikke stukket noget under stolen. Menneskelivet har sin tid. Derfor er det ikke ligemeget, hvad du bruger den på.

Fastetiden var en bodstid. En tid til at tænke over sine synder. En tid til at øve sig gennem faste på at afstå fra fristelse.

Og jeg kan ikke lade være at tænke på, hvor befriende det må have været, dengang man ikke sad alene med sin skyld og skam, men hvor det var et fælles anliggende. Synd og skyld var noget, vi bar sammen - fordi det hørte med til det at være menneske. Det var ikke noget, man sad og puttede med alene - mens man sank dybere og dybere ned i følelsen af at være det mest mislykkede, uduelige menneske i verden.

I dag er vi så alene om det svære liv. Næste år vil jeg indbyde til voksen-fastelavn og opfordre menigheden til at faste i 40 dage og tænke dybt over deres gode liv.