I lørdags deltog jeg i en visionskonference, arrangeret for menighedsråd, præster og kirkepersonale i Hillerød provsti. Vi talte om målsætninger, vækst og fokusområder i vores menigheder. Og det kan der også siges meget godt om. Men det slog mig, at vi i folkekirken er begyndt at tale utroligt meget om os selv. Tidligere ville præster og menighedsråd være samlet om en kulturpersonlighed, et forfatterskab eller et teologisk emne. Nu sidder vi for det meste og taler om, hvordan vi som kirke kan få mere opmærksomhed, indflydelse og popularitet. Hvordan vi kan "brande" os bedre, modernisere vores kommunikation og i det hele taget komme stærkere ind i kampen.

Kirken er kort sagt blevet mere selvoptaget. Men det er den ikke ene om. Ingen er f.eks. så optaget af at tale om sig selv som medierne. Journalister interviewer journalister i ét væk. Og sendefladen er fyldt med udsendelser, der analyserer og forholder sig til andre udsendelser. Og der tælles seertal som kirken tæller medlemmer og kirkegængere.

Alle taler i det hele taget utroligt meget om sig selv - som er vi alle bange for at forsvinde i mængden.

Det er en gammel sandhed, at den selvoptagede grundlæggende lider af usikkerhed og angst for at være ingenting. Er det det, der har grebet os alle sammen?

Jeg kender en journalist, der tilrettelægger sine udsendelser efter det overordnede princip: at jo mindre indhold, des mere form og omvendt. Er det det, der er i vejen? Vi stoler ikke mere på indholdet og har kastet os over at udvikle og forbedre formen?

Alle kæmper om at betyde noget. Den stille, ydmyge tilstedeværelse i al ubemærkethed er ikke nok.

Nu får folkekirken også sit eget center: Folkekirkens Forsknings- og Studiecenter. Og det skal der nok komme en masse godt ud af. Men det er igen os selv, der taler om os selv. Er det egentlig ikke mere givende at lade sig se på uderfa? Tør vi ikke mere være en del af den offentlige debat, men skynde os selv at sætte dagsordenen?

Målet for al den selvoptagethed er, at kirken skal bevæge sig med samfundet. Men spørgsmålet er, om ikke det altid vil ske af sig selv - hvis man tør lade det ske? Hvorimod dette introverte navlepilleri godt kan gå hen og få den modsatte effekt: at vi bliver så optaget af os selv, at vi lukker os om os selv og glemmer forbindelsen til verden.

Der er mere verden i at samles om et forfatterskab, en kulturpersonlighed eller et teologisk tema.