Nu kommer den tid, hvor årets mange konfirmander skal stå for skud i medierne. Som en anden inkvisition vil journalister gå til dem og udfritte dem om deres tro: mener de det virkelig? Eller er det ikke bare for festens og gavernes skyld?
Men hvilken almindelig, blufærdig teenager vil sige til en journalist: jo, jeg bliver sandelig konfirmeret for mine synders skyld og for at bekræfte min kristne tro! Stakkels unge mennesker - som er så sårbare med alt i deres liv, deres udseende, deres spirende seksualitet, urolige hormoner, der svære kærlighed, forholdet til forældrene. Forventer man virkelig, at de er afklarede i forhold til deres tro? Eller at det er noget, de vil dele med offentligheden?
At blive konfirmeret er ikke en tros-eksamen. Men hvad er det så?
I søndag var det Marias Bebudelsesdag. Det hedder den søndag, hvor vi i kirken hører fra Lukasevangeliet om englen Gabriels besøg hos jomfru Maria. Han dukker op midt i hendes unge liv og fortæller, at hun skal blive med barn og det barn, hun føder, skal kaldes Guds søn. Og han skal være konge til evig tid!
Det er noget af en mundfuld for en almindelig ung pige, der selvom hun er ung dog alligevel ved én ting med sikkerhed: der skal en mand til at gøre en pige gravid.
Det siger hun så også til englen, og får det svar tilbage, at Helligånden vil komme over hende og gøre hende gravid.
Hvad siger man til sådan noget? Løber man ikke skrigende bort? Eller ryster forundret på hovedet og tænker: hvem kan dog tro på den slags?
Hvad gør Maria? Hun siger de forunderlige ord: lad det ske mig efter dit ord. Hun går ind på det. Hun tager imod det. Hvor tosset det end lyder. Hvor lidt hun end forstår. Hvor lidt afklaret hun end selv er. Så siger hun Ja.
Tror hun på det? Nej, hun tror ikke på jomfrufødsel. Men hun tror på Gud i den forstand, at hun siger "Ja tak - så kom med det!"
Der er noget, der får hende til at sige Ja. Men det er ikke sikkert, hun selv ved, hvad det er. Det sker bare. Hun siger Ja. Og det er det fine ved historien om Marias bebudelse. Det er ikke hele sagen omkring den underfulde undfangelse. Det er først og fremmest det, at Maria siger Ja. Noget får hende til det. Og i det "noget" bor troen.
Sådan kunne man også sige om konfirmanderne. Noget får dem til at sige Ja. Gaver og fest, selvfølgelig. Hvorfor ikke? Hvad er det for en pietistisk fromhed, der vil forbyde de unge mennesker at glæde sig over gaver og fester - endda når vi selv opdrager dem til at blive flittige forbrugere?
Men der er også noget andet. Og dette "andet" opfordrer jeg mine konfirmander til at stole på - uden at de skal stå til regnskab for det.
Gid man dog nu, hvor bøgen springer ud sammen med de glade konfirmander, ville lade dem glæde sig over deres festdag. Og give dem noget kredit for at have forberedt sig grundigt året igennem - de har gået i kirke, sunget salmer, bedt bønner og de har taget stilling til lignelser, etiske spørgsmål og dilemmaer, og talt om synd, død og opstandelse og meget mere. Hvorfor ikke rose dem for deres indsats for at sætte sig ind i det, folkekirken står for - i en tid hvor de ellers har så travlt med alt muligt andet - i stedet for at møde dem med spørgsmål, der skal give dem skyldfølelse og dårlig samvittighed over ikke at "føle nok" eller "føle rigtigt" for Gud.
Ja, gid man dog i det hele taget ville lade folkekirkens medlemmer være i fred - dåbsforældre, brudepar, mennesker der kommer for at få begravet deres døde. Hvorfor skal folk, der bruger kirken, altid stilles til regnskab og sættes under mistanke for ikke "i virkeligheden" at mene noget med det?
Lidt trosfrihed, tak. Og til lykke til årets konfirmander.
Dine kommentarer
Tro?!
Kære Eva
Jeg synes ikke at du kan sammenligne Marias bebudelse med konfirmationen. Historien om Maria handler om at stole blindt på Gud og gøre som Han siger, selvom man ikke umiddelbart synes at det giver mening.
Konfirmationen derimod er noget den tidlige kirke har opfundet, fordi de et eller andet sted udemærket godt vidste, at barnedåb ikke har nogen guddommelig effekt. I Bibelen fremgår det nemlig tydeligt at man selv aktivt skal vælge dåben for at modtage tilgivelsen og Helligånden, og at der er nødt til at gå en omvendelse forud for dåben.
Når man alligevel praktiserer barnedåb i Folkekirken skyldes det udelukkende en tradition, der stammer fra den gang man troede på myten om arvesynden. Dengang gjaldt det om at få børnene døbt så tidligt som muligt (pga. den høje børnedødelighed), så de kunne blive tilgivet for arvesynden. Da man som sagt godt vidste at barnedåb ikke var i overensstemmelse med Bibelen indførte man så konfirmationen som en slags surrogatdåb. Det er også barnedåbens indførelse der er skyld i at dåben er gået fra at være en fuld neddykning under vand, sådan som den var oprindelig (babtismo er det græske ord der bl.a. også bruges om et skib der er sunket) til at være lidt vand på hovedet. Der var ganske enkelt for mange spædbørn der døde af lungebetændelse pga. neddykningen under det kolde og ofte beskidte vand. Man kan således sige at havde det ikke været for myten om arvesynden havde man aldrig indført barnedåben, og dermed heller ikke konfirmationen, og dåben havde således stadig været en fuld neddykning under vand, foretaget som voksen ved et aktivt valg og forudgående omvendelse, sådan som det praktiseredes i de tidligste menigheder.
Jeg tror at lektien i dette tilfælde må blive at hverken barnedåb eller konfirmation har noget med kristendom at gøre, da ingen af delene bunder i den blinde tro på Gud, som Maria udviste, og da ingen af delene er i overensstemmelse med Bibelen. Der er næppe mange præster i Folkekirken i dag, der tror på arvesynden. Alligevel holder man fast i de ubibelske traditioner som denne myte har afstedkommet. Hvad var det lige at Jesus havde at sige til de farisæere, der dyrkede traditionerne for overleveringens skyld, men som ikke havde troen med sig? "I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering." (Matt. 15:6).
Som fodnote kan man tilføje, at Folkekirken tit undrer sig over at så få kommer til højmesserne, og at folket så at sige forlader kirken. Nogle præster vil dog ignorere denne tendens ved at henvise til dåbstallene (og dermed medlemstallet). Men man skal huske på at en "menighed" ikke er et tal på et stykke papir. En menighed er en forsamling af aktivt udøvende kristne, som aktivt deltager i hinandens liv og tro og som hjælper hinanden med at vokse i troen. Læs blot om de tidlige menigheder og deres indbyrdes forhold i Ap.G. Ud fra denne definition, hvor store er menighederne i Folkekirken SÅ?
Komikeren Omar Marzouk udtalte for nylig at Folkekirken er 0 % folk og 100 % kirke. Jeg vil vove den påstand at det er lige omvendt. Jeg tror nemlig ikke at det er folket der forlader kirken. Jeg tror at det er kirken der forlader kristendommen og er blevet folkelig. I sit forsøg på at "være hvor folk er" er folkekirken i stedet kommet til at tro hvad folket tror, og er dermed blevet verdslig. Derfor udgør folkekirken ikke den store forskel for den brede befolknings hverdag, og den del af befolkningen der virkelig søger kristendommen går til frikirkerne i stedet.
Det er også en tanke værd, at det er stort set umuligt af finde en frikirke, der praktiserer barnedåb/konfirmation. De praktiserer stort set alle voksendåb. Dét alene burde få Folkekirken til at spørge sig selv om det mon er den selv, der er på vildspor, trods alle de teologiske uddannelser. Det er dog min erfaring at folk, der tager en teologisk uddannelse snarere bliver indbildske end troende, fordi "kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op." (1 Kor 8:1).
Du efterlyser trosfrihed. Ja tak. Men vil man som troende kalde sig "kristen" må man også leve op til Bibelens definition af en kristen, ved at "holde alt det, som jeg [Jesus] har befalet jer." (Matt. 28:20). Ellers er man per definition ikke kristen, i hvert fald ikke per bibelsk definition.
Korrektion
Sikke klog du er, Esben! Hvor ved du dog alt det fra? Tilsyneladende fra en kilde der ikke har styr på fakta, eller som vælger at ignorere dem.
Jeg kan oplyse dig om at konfirmationen aldrig har haft til formål at være en "surrogat-dåb", men at den tværtimod stammer fra den nytestamentlige tradition med at lægge hænderne på den nydøbte så vedkommende kunne modtage Helligånden (se fx ApG 8,17 og 19,6 samt Hebr 6,2). At foretage denne håndspålæggelse blev tidligt betragtet som noget kun biskoppen havde mandat til, måske inspireret af ApG 8 hvor Filip ikke gjorde det, men ventede på at Peter og Johannes skulle komme op fra Jerusalem. Efterhånden som kirken voksede, blev det derfor almindeligt at håndspålæggelsen kom til at finde sted på et senere tidspunkt end dåben, og efterhånden som kirkens lære og praksis blev mere systematiseret, blev dette til "firmelsens sakramente". Alt det skriver jeg ikke fordi jeg kun har læst folkekirkelige lærebøger - tværtimod er to pinsefolk (Hans P. Pedersen og Peter Halldorf) blandt mine væsentligste kilder til viden om dette emne.
Luther afskaffede firmelsen/konfirmationen fordi han mente at alt, inklusive Helligånden, gives i dåben, og at det at operere med et yderligere sakramente som "fuldender" dåben, er at ringeagte dåbens nåde. I Den Katolske Kirke lever firmelsens sakramente derimod videre, og det samme gælder pinsebevægelsen, hvor dette sakramente imidlertid foregår på en lidt anden måde end hos katolikkerne og desuden benævnes ved et andet navn, nemlig "dåben med Helligånden". (Dertil kommer at pinsefolk traditionelt tager afstand fra ORDET "sakramente", men at SAGEN er den samme, har Hans P. Pedersen påvist i "2000 år med Helligånden").
De lutherske kirker (herunder den danske folkekirke) mener stadig at Helligånden gives i dåben, og indførelsen af den lutherske udgave af konfirmationen i 1700-tallet ændrer ikke noget ved dette. Luthersk set har konfirmationen primært det praktiske formål at den giver mulighed for at sætte dåbsoplæringen i system, og derudover giver den de unge mennesker mulighed for at bekræfte at det med Gud og Jesus, som deres forældre hidtil har valgt for dem, også er deres eget ønske. (Jeg gætter på at det er de samme to ting der danner baggrund for de forskellige frikirkelige pendanter til konfirmationen, som jeg ved bl.a. praktiseres i Missionsforbundet, og som i hvert fald Tabor på Lyngbyvej praktiserede i 1980'erne (under navnet "14-årsfest") - om noget lignende findes i pinsekirkerne i dag, ved jeg ikke). Men konfirmationen gør ikke noget nyt for et menneskes status i forhold til Gud - den der er konfirmeret, er ikke på et højere åndeligt stade end den der ikke er konfirmeret.
Jeg vil slutte her og undlade at komme ind på hele spørgsmålet om barnedåben, men hvis du (eller andre som læser dette) vil have uddybet hvorfor jeg mener at din forkastelse af barnedåben er alt for letkøbt, så skriv endelig til mig på nikolaj@hartungkjaerby.dk.
Med venlig hilsen
Nikolaj Hartung Kjærby
sognepræst ved Husum Kirke, aktiv i Dansk Oase, og ivrig fortaler for tværkirkeligt fællesskab og forståelse
P.S. Hvis det at holde alt hvad Jesus har befalet, er en nødvendig betingelse for at man kan kalde sig kristen, så har jeg aldrig mødt en kristen, heller ikke i frikirkerne. Vil du selv påstå at du holder alt hvad Jesus har befalet? Vender du fx altid den anden kind til? Misforstå mig ikke; jeg mener bestemt at vi bør stræbe efter at holde Jesu befalinger og ikke bruge vores manglende evne til at leve op til alt hvad han befaler, som en dårlig undskyldning for ikke at forsøge. Men med Matt 28,20 i hånden at ville frakende folk kristennavnet fordi de har en anden opfattelse af nogle ting end du har, det minder for mig at se mere om kundskab der gør indbildsk, end om kærlighed der opbygger!