Det var forventligt, at sindene kom i kog, da 44 årige, indisk fødte Manu Sareen blev udnævnt til kirke-og ligestillingsminister forleden. Teolog og debattør Katrine Winkel Holm udtaler ligefrem i Kristeligt Dagblad (4.10.11), at "valget af kirkeminister er en krigserklæring fra regeringens side mod folkekirken." KWH opfatter det som et forsøg på at opløse folkekirken indefra. Dels fordi han står fuldstændig udenfor det kirkelige liv og intet kender til folkekirken og dens historie og tradition. Dels fordi han er erklæret modstander af den nuværende folkekirkeordning.

Jeg mener også, det er et problem, at Manu Sareen ved så lidt om den kirke, han nu kommer til at få stor indflydelse på. Men, som andre kommentatorer bemærker, så kan det jo også vise sig at være en fordel, at der kommer et friske øjne på kirkeområdet.

Ikke fordi vi i kirken er alt for glade for initiativrige kirkeministre! Måske skulle vi lige erindre os, at den kirkeminister, der til dato har skabt mest uro og splid, er teologen og præsten Tove Fergo...

At vores nye kirkeminister er modstander af folkekirkeordningen, kan ikke komme som nogen overraskelse for nogen. Adskillelse af stat og kirke er det Radikale Venstres officielle kirkepolitik. Det er jo heldigvis lettere sagt en gjort, og en adskillelse af stat og kirke har så afgjort ikke befolkningen bag sig.

Og vi, der går varmt ind for den nuværende ordning, hvor folketinget lovgiver om folkekirkens ydre rammer - som f.eks. også Katrine Winkel Holm gør - vi må bakke op om, at kirkeministerposten kan bestrides af enhver af vores folkevalgte, og at vi trygt kan lægge magten i hænderne på et broget udvalg af ateister, troende, muslimer og kristne og hvad man ellers er. Det er prisen for en folkekirkeordning, der lader kirken være en del af den offentlige forvaltning.

Det går jeg ind for, fordi jeg tror, det skaber den sundeste kirke med det bredeste vingefang.

Alligevel håber jeg, Manu Sareen vil træde varsomt.

Han har bebudet, at hans kernepunkt - som både kirke og ligestillingsminister - er ligestillingen mellem homo-og heteroseksuelle i folkekirken hvad angår muligheden for at blive kirkeligt viet. Det vil kun glæde mig, at folketinget tager den beslutning, som er så vanskelig for biskopperne at tage. Og her vil vores nuværende folkekirkeordning, hvor staten kan gå ind og skære igennem, endnu engang vise sig at være til gavn for kirken, fordi den med sin uforbeholdne accept af homoseksuel kærlighed vil bevare sin positive forankring i den brede befolkning.

Men Sareen skal vide, at det er en følsom sag og at han går ind i et minefelt af mange modstridende følelser og tilvante opfattelser af normalitet, såvel som hardcore religiøst begrundet modstand. Selv er jeg meget utryg ved hans udtryk: "kønsneutral kirke".

Det lyder godt nok kedeligt! Og jeg håber ikke for Manu Sareen kone, at han har indgået et kønsneutralt ægteskab med hende! Mand og kvinde skal fortsat have lov at være mand og kvinde med stort M og K, selvom også par af samme køn (som vel netop heller ikke er kønsneutrale) gifter sig.

Så, velkommen til vores nye kirkeminister. Og stor opbakning til indførelse af et ægteskabsritual i kirken for bøsser og lesbiske. Men jeg vil sætte mig inderligt imod, at vi alle skal dele et "kønsneutralt" ritual - homo som hetero.

For ligestilling er vel ikke det samme som enshed?