Vi kan jo lige så godt vænne os til, at vi i fremtiden skal diskuttere adskillelse af stat og kirke. Projektet er en fast bestanddel af det Radikale Venstres kirkepolitik. Og vores ny kirkeminister har allerede luftet, at det står på hans ønskeliste at se på folkekirkens særstatus som understøttet af staten.

Det lyder jo også meget rigtigt og fornuftigt, set ud fra et ligestillingsspørgsmål. Hvorfor skal den evangelisk lutherske kristendom være priviligeret i forhold til alle andre religioner, når vi efterhånden lever i et multireligiøst samfund?

Og set fra folkekirkens synspunkt lyder det måske også som sød musik i ørerne, når man formulerer det som et spørgsmål om også at sætte kirken mere fri af de verdslige myndigheders snærende bånd og opnå mere selvstændighed. Ligesom det også forekommer umiddelbart både klogt, rigtigt og demokratisk, at man i en sekulariseret verden sætter et skarpt skel mellem religion og politik og argumenterer for, at religion er en privatsag og ikke har noget at gøre i det offentlige rum.

Men hvis man graver et spadestik dybere, er det måske ikke så indlysende endda at bryde båndene mellem stat og kirke, religion og samfund, privat og offentligt.

Den franske religionsforsker Olivier Roy tager i bogen "Holy Ignorance fra - when religion and culture part ways" (fra 2010) dette skridt videre og analyserer konsekvenserne af sekulariseringen og globaliseringen og hvad det har gjort ved tro og religion, at man holdt op med som samfund at identificerer sig med en fælles religion, med kollektive ritualer, højtider, traditioner og symboler - sådan som især Roys eget land, Frankrig, som har gjort alt for at rense det offentlige rum fuldstændig for al religiøs symbolik eller betydning.

Roys tese er, at når religionen bliver autonom, helt sin egen og ikke er bundet til kulturen og det "almindelige liv", i samspil og dialog med kunst og politik og filosofi mm, men kommer til at leve en niche eksistens, så er den i fare for at blive indskrænket og direkte i fjendtlig modsætning til samfundet og det sekulariserede liv - og at det er derfor vi i disse år trues af fundamentalisme og voldelig terror fra både ultra højre kristne og islamister.

Problemet er, at når religionen ikke er blandet op med det folkelige liv, i fælles, nationale værdier og traditioner - som folkekirken i dag, som man også lader sine børn døbe ind i af værdimæssige og nationale grunde, og for juleaftens og påskeæggenes skyld - så ophøjes religion til at blive en ren og fritsvævende ting, kun for de allermest dedikerede. Kirken bliver et "modsamfund", der identificerer dig som noget andet og bedre end de andre. Et trossamfund kun for de reneste og de mest radikale tilhængere.

Som det er nu, herhjemme i vores unikke folkekirke, som den almindelige dansker stadig godt tør være medlem af - fordi det er de fleste, og det hører med til vores kultur - da kan vi være her allesammen. Både de meget dedikerede, og de mere hverdagsagtige kristne. Det betyder, at kristendommen stadig er en positiv medspiller i samfundet, med et rigt kulturliv og en bred berøringsflade ud i samfundet.

Kirken bliver holdt i skak af folketinget, der har magt til at bryde ind i kirkens indbyrdes stridigheder og trække en streg i sandet og lovgive om f.eks. kvindelige præster og vielse af hmoseksuelle, og dermed redde kirken fra stagnation og usamtidighed med den verden, den lever og virker i. Men folketinget holdes også fast på vigtige værdier som tilgivelse, storsind, den brede horistont og det storeperpektiv, og på menneskets værdighed og den enkeltes ansvar overfor den svage og meget mere - når alle de folkevalgte går i kirke på folketingets årlige åbningsdag, som en naturlig del af det politiske liv, troende eller ej.

Kirke og samfund har brug for hinanden. Lad dem ikke gå hver til sit. Fri os fra at overlade vores spændende, bredt favnende folkekirke til den "hellige uvidenhed".