Hvad skal man mene om, at samtlige præster ved en kirke i Kolding nægter at vie fraskilte? Det giver jo store problemer i forholdet mellem folk og kirke i det sogn, og mange bliver skræmt langt væk og lover sig selv aldrig mere at sætte deres ben i en kirke! 

Kan vi leve med, at en af folkekirkens kirker ikke er for hele folket, men kun for en udvalgt skare? Og kan vi leve med, at en livspraksis, som i vores kultur regnes for fuldt ud legitim og anerkendt, fordømmes af præster i den danske folkekirke?

Umiddelbart har man mest lyst til at sige klart Nej, for det holder da slet ikke. Det er utroligt problematisk at samle tre konservative præster i én kirke. Men hvad er alternativet?

Alternativet er, at vi opgiver den rummelige folkekirke med tradition for forkyndelsesfrihed og tradition for trods alle forskelle dog at samles i enighed om, at sandheden har vi kun på fortolkningens præmisser. Det betyder, at vi må slås for den, argumentere for den og forsvare den - men aldrig bilde os ind, at det er det eneste, der er at sige.

Troens sandhed er ikke en flertalsafgørelse, og medmindre vi vil lave folkekirken om til en koncernkirke, der tromler sine buskaber igennem, afstemt efter, hvad der er mest salg i - så må vi leve med at være i kirke med hinanden, uanset man føler sig dybt anfægtet og provokeret af andres opfattelser af, hvad kristendom er.

Folkekirken er en uregerlig og modsætningsfuld størrelse, som indbyrdes strides om ordet. Men fred og harmoni er nu heller ikke altid det bedste. Det kan også blive så harmoniseret det hele, at det bliver ligegyldigt.

I striden om Kristkirken i Kolding må menigheden se at komme op på dupperne, hvis de er utilfredse. Folket har jo direkte medindflydelse i folkekirken. Man vælger selv sine menighedsråd, som så vælger præsterne. Et eller andet sted har man sovet i timen i Kolding.  

Men når alt dette er sagt, så er det en gåde for mig, hvordan man som præst tør stille sig mellem Gud og et menneske, der søger Guds velsignelse. Som om det var vores opgave at være dørvogtere for Vorherre og passe på, at hans nåde ikke bliver for generøs og kærligheden for gavmild. Det er en usmagelig mangel på ydmyghed, som jeg i hvert fald vil bruge min forkyndelsesfrihed på at sige imod af alle kræfter.