”Det siger jeg dig – jeg kan ikke holde din generations kvinder UD!”
Ordene faldt efter at jeg havde fortalt en kvinde på 60+ om min deltagelse i gravidgymnastik og fødselsforberedelse for andengangsfødende. For jeg var frustreret. Jeg forestillede mig ved tilmeldingen, at det ville handle mest om gymnastikken. Vi har alle sammen født en gang før, og hvor meget mere kompliceret kan det være blevet at føde siden sidst? Hvis jeg fik opfrisket det basale og repeteret den mest hensigtsmæssige vejrtrækning til udvidelsesveerne samt øvet lidt gisperi til pressefasen, så skulle vi være home safe, som det hedder på dansk.
Men der blev jeg godt nok snydt. For det, der er sket siden jeg fødte sidst er ikke, at unge mødre stoler på, at de ligesom ved hvad det handler om. Nej, det handler om vigtigheden af...
Min gamle farfar hævdede – som sædvanligt uden at overdrive nuancerne – at hvis en kvinde så ud ad hekkenfeldt til, var hendes mand med garanti en idiot!
Visdomsordene randt mig i hu efter i en uges tid, når jeg cyklede på arbejde, at være blevet bombarderet med opfordringer til at være min mand utro. Og nej, det er ikke en kødrand af vellystne mænd, der har stillet sig op langs Jagtvej opstemte af min frugtsommelige krop. Det er nogle kæmpeposters med to kælne mennesker på og ordlyden: ”Er du gift? Gør livet levende... Ha’ en affære”.
Nu kunne man selvfølgelig godt moralisere grundigt og længe over opfordringen til at have en affære. Fy, fy og har vi ikke lovet hinanden evig troskab, da vi stod foran alteret eller giftefogeden? Men det skal ikke være mit ærinde – nu ved jeg jo reelt heller ikke...
Jeg tror, det alment forventes, at folk, der fylder meget, også må kommenteres meget. Folk, der hyppigt ytrer deres meninger i pressen, folk der ustandseligt stiller op i de kulørte blade, og folk, der på den ene eller anden måde gør opmærksom på sig selv, må vi alle sammen gerne have en mening om, gerne højt tilkendegivet. Uanset at vi i virkeligheden ikke aner en dyt om dem.
Tykke mennesker må finde sig i, at alle mulige (både vildt og knap så) fremmede, har en holdning til dem og deres størrelse, der gerne må siges højt, og hvis vi ikke ligefrem kan få os til at sige det højt til dem selv, kan vi hvæse, sende usøde vitser afsted i den tykkes retning eller bare nøjes med at se på dem, når de indtager eller skal til at indtage føde: Måske skulle du spise noget andet end is? Måske skulle du være...
”Vi vil gerne sende et klart signal til de unge om, at diskrimination ikke kan undskyldes med religion”. Sådan fortæller Anna Mee Allerslev, beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune om et projekt, der skal sende repræsentanter for folkekirken, mosaisk trossamfund og det muslimske fælleskab rundt og møde unge mennesker for at fortælle dem, at chikane af religiøse personer ikke er i orden og ikke er i overensstemmelse med nogen som helst religion. Bærere af synlige religiøse symboler skal ikke udsættes for hetz, konvertitter skal ikke leve i frygt for overfald og andet, og vi må finde en måde at leve ordentligt og tale ordentligt om og med hinanden på, alle religiøse forskelle til trods.
Det kan man kun bakke op om. Det er ulykkeligt, at det overhovedet er nødvendigt at lave...
På det seneste er der kommet fokus på en problemstilling, der egentlig ikke er så ny endda. Nemlig den, at politikere ikke svarer på det, som de bliver spurgt om.
Man kan selvfølgelig overveje, om der ligger det samme (misforståede) hensyn til grund, som når forældre på deres små børns spørgsmål om hvorvidt mor og far kan dø fra dem svarer: det skal du slet ikke bekymre dig om, min ven. Men det er jeg ikke så sikker på...
Retorikprofessor Carsten Koch har lige skrevet en bog, der hedder: De svarer ikke, om danske politikeres uvilje til at svare på det de bliver spurgt om. Hillemænd, hvor har vi da trængt til den bog. Ikke fordi den sådan set fortæller os noget, vi ikke vidste. Men fordi den skærper vores blik på problemet og spørger os, om vi virkelig synes det er tilfredsstillende aktivt...