Katolske præster har forgrebet sig på børn. Ulykkeligt for ofrene, ulykkeligt for overgrebsmændene og ulykkeligt for hele kristendommen. Det er godt at hver eneste sag i øjeblikket bliver grundigt undersøgt af politiet og de ansvarlige stillet til regnskab. Men i den heksejagt, der er indledt på den katolske kirke, må vi ikke glemme det gode, som den katolske kirke har gjort gennem årene. Den har, ligesom folkekirken, givet folk enorm trøst og opmuntring, den har gjort et kæmpe socialt arbejde for børn og unge, den har hjulpet fattige og udstødte, den har givet folk håb i et kaotisk liv, den har forkyndt Kristus som hele verdens Frelser. Der er noget fejt over den isnende tavshed fra folkekirken i en tid, hvor katolikkerne bliver angrebet hårdt. Pressen skal nok få sagt, hvad der skal siges af dårlige ting. Og fint nok. Et demokrati har brug for en kritisk presse. Men pressen skal også have en modrøst, hvis alle katolske præster i de offentlige bevidsthed stemples som pædofile.

De seksuelle overgreb i den katolske kirke demonstrerer, at kirken sevfølgelig skal tale om sex. Både om sex når sex er smukt og godt og når sex går hen og bliver destruktivt og ondt. Også i vort erotiske liv er Kristus vor hyrde. Det betyder, at vi ikke må lade vor seksualitet forvolde andre smerte. Det burde de katolske præster, der forgreb sig på børn, have vidst. I stedet for at følge Guds søn var de deres egen hyrde og lod sig styre af deres egoisme. Men når Kristus er vor hyrde betyder det ikke kun, at vi som kristne skal følge ham i retning af så smuk erotik som overhoved muligt. Men det betyder også, at han som den gode hyrde samler os op. Alle kender det hyrdebillede, hvor hyrden forlader flokken og går ud og leder efter det lam, der er blevet borte. Sådan går Kristus også ud og leder efter os, når vi er blevet tabt. Og jeg er helt sikker på, at han er derude et sted og leder efter de børn, der blev udsat for seksuelle overgreb, som har givet deres tilværelse en helt forkert retning. Men jeg er også sikker på, at Kristus leder efter overgrebsmændene, der desperat længes efter et liv med værdighed og kærlighed i en verden, hvor de er blevet vor tids hekse, de fordømte, de udstødte, de forkastede. Lad os se det i øjnene. Hvis vi vil følge Kristus bliver vi ikke en del af en flok, der udelukkende består af retfærdige, der kunne holde sig seksuelt på måtten gennem hele deres liv. Vi kommer til at gå sammen med pædofile, voldtægtsmænd, økonomiske forbrydere, hustrumishandlere, svindlere, tyve, bespottere osv, der hungrer efter fællesskab med både hyrden og hans flok.

Askeskyen, udløst af en vulkan på Island, har vist hvor sårbart vort højteknologiske samfund er. Der er kræfter der er større end menneskets kræfter. Men der er også voldsomme kræfter i os mennesker, som vi har svært ved at få magt over. Bl.a. vor seksualitet. Vi kan udskrive tusindvis af børneattester, vi kan lave gigantiske sociale reformprogrammer, vi kan forsøge at blive mere og mere dannede og veluddannede, vi kan lave flere og flere kontrolforanstaltninger overfor hinanden. Vi kan til sidst, af frygt for hinandens seksualitet, forvandle vort samfund til et puritansk overvågningssamfund, et rædselssamfund, hvor et barn og en voksen f.eks. ikke tør være alene sammen. Men hvad end vi gør, er der alligevel hele tiden noget, der truer med at tage magten fra os. Derfor har vi brug for Kristus, der er stærkere end de mørke magter i os og altid vil forsøge at lede os bort fra destruktiv og ond sex. Men vi har også brug for hinandens tilgivelse, når vi seksuelt træder ved siden af og gør andre ondt og hungrer efter tilgivelse