Jeg har i Israel fået fremvist aftryk af Jesu fødder på den klippe han satte af fra Kr. Himmelfartsdag. Fodsporene er sikkert løgn og bedrag. Men det gjorde alligevel et dybt indtryk på mig at lægge min hånd i Jesu fodaftryk. Det var som at røre ham på en eller anden måde. Den samme følelse af nærvær har jeg også oplevet på The Walk of Fame i Los Angeles, hvor jeg fik åndedragsbesvær ved at føle på det håndtryk Marilyn Monroe havde lagt i den våde cement af sin sexede hånd. Vi lutheranere har altid haft hån til overs for relikvier. Men man skal ikke grine af virkningen af sådanne ting. En af mine venner sover, når kæresten ikke er hos ham, med hendes BH under hovedpuden. Det giver ham en fornemmelse af at være tæt på hende. Hvor mange af os føler os ikke tættere på vore døde, når vi står ved deres gravsted? Ind imellem sker det, at vi kommer til at gøre ord fortræd. Det er sket med ordet himmel. Når vi taler om himlen i dag, taler vi om de luftlag, der er over os. Oppe i himlen er der askeskyer, satellitter, stjerner. Det virker derfor komisk, at Kristus som en raket farer til himlen Kr. Himmelfartsdag. "This is Houston-we are ready for take of". Men himlen er ikke i kristendommen udelukkende et sted i eller udenfor verden. Men også en kvalitet ved verden. Det ved vi godt siden vi kan finde på at sige, at noget vi spiser smager himmelsk eller at et kys fra vor elskede får os til at føle os i den syvende himmel. For mig er Kr. Himmelfart ikke en fortælling om, hvordan Kristus afskaffer sin krop og gør sig selv til ren og skær ånd. Han indtager blot en anden form, så han på en og samme tid kan være til stede hos os alle sammen. Han bliver hævet over tid og rum for at give os muligheden for at mærke ham. Og jeg mærker ham fysisk i nadverens brød og vin, i det lunkne dåbsvand, når jeg kysser mit krucifiks, lægger mine hænder i hans fodspor på et bjerg i Israel eller bliver berørt af et bibelcitat, en salme eller en velsignelse. Helt ærligt! Jeg kan ikke nøjes med at sidde på kroen og tænke på kirken. Jeg må, f.eks. i gudstjenesten, have involveret alle mine sanser i mit forhold til Guds søn ligesom jeg heller ikke kan nøjes med at tænke på min elskede.
Dine kommentarer
Himmel
Kære Poul Joakim Stender,
Med fare for at aflede opmærksomheden fra din hovedpointe, vil jeg lige komme med en nørdet kommentar.
Når himlen har fået den (senere) konnotation af "det hinsides" i kristen tolkning, så skyldes det dels en fejloversættelse af biblen - der står f.eks. i den gotiske oversættelse (som er nærmere den græske original end den danske oversættelse er det) "… atti izwaramma Þamma in himinam.", "… jeres fader, ham i himlene." - altså pluralis, og således ikke én fast destination "deroppe", og dels en overtagelse af en ældgammel kosmologi, som man blandt andet finder i RigVedaen, hvor himmel og jord er to sten, som "kværner mod hinanden, for derved at skabe torden". Det germanske ord "himmel" kommer af indoeuropæisk *H2ék-mon-, som giver sanskrit ásmana- "sten" og græsk akmon "ambolt" (mangler de rette diakritika her, så bær venligst over med mig), og himmel er beslægtet med ordet "hammer", og da Mjølner faktisk betyder "kværn", begynder man at ane en forestilling om de tidligere religioners forståståelse af himlens væsen og væren.
Himmel og jord hænger altså uløseligt sammen, og guderne eller guden er således i det hele - dog med den forskel at den øvre halvdel (himlen) er uden for menneskets rækkevidde i den kødlige form, hvorfor mennesket "taler til himlen" i sit forsøg på at nå guderne eller guden.
Når himmeriget siden har fået sin eksklussive tilstand, skyldes det vel dels fokuseringen på "det hinsides som menneskets løn" og dels adskillelsen af verdslige og teologiske sfærer … men det er der sikkert folk, der ved meget mere om, end jeg gør.
Ville bare lige istemme din glæde ved følelsen af nærvær af "det deroppe".
kh
Jannik - stud. mag. art. i indoeuropæisk