Jeg har et godt råd til menighedsrådene. Klap! På en måde er klapsalver blevet et moderne korsvar. Efter en dåb præsenterer jeg det lille barn for kirkegængerne og det bliver budt velkommen i menigheden med en klapsalve. Eneste ulempe: Det hænder at barnet bliver forskrækket og begynder at græde. Når et brudepar i min kirke er blevet viet og står og kysser hinanden foran alteret, klapper bryllupsgæsterne også. Ikke kun det. De både pifter og tramper i gulvet. Jeg synes, at det er et smukt korsvar. Det er som om folk på en meget nutidig måde siger: Gud velsigne jeres kærlighed. Har vi gæster i min kirke, der gerne under gudstjenesten vil præsenteres for den øvrige menighed, beder jeg dem rejse sig op. Derefter præsenterer jeg dem og menigheden svarer med en klapsalve som om de ved at slå deres hænder sammen vil fortælle de nye kirkegængere: Velkommen -kom igen! Folkekirken har indtil for nyligt været total klapløs. Det har været et tabu at klappe i en kirke. Men det er gud ske lov ved at ændre sig. Moderne mennesker er nemlig vant til at udtrykke følelser som glæde, begejstring, accept ved at slaske deres håndflader sammen. Og så har jeg et andet råd til menighedsrådene. Annoncer til gudstjenesten, med de pårørende tilladelse, hvornår en fra menigheden er død og hvornår begravelsen finder sted. Ufatteligt at det kun er annonceaviserne, der tager sig af sådan noget. Det vil også være passende at bekendtgøre et kommende bryllup. Det gør jeg, hvis det er ok med brudeparret. Misforstå mig ikke! Men folk behøver ikke kun at gå i kirke for at høre Guds ord. Kirken kunne også være et godt sted for lokale nyheder.