Der har været en hård kamp mellem kirken og forretningslivet om, hvem der skulle sætte sig på julen. Og forretningslivet har vundet. De har stjålet julen fra kirken. I fuld alvor er der butiksindehavere der hævder, at de sælger glæde. Når forældre juleaften afleverer masser af gaver til børnene bliver ungerne glade. Når manden i skæret fra juletræet rækker et smykke til hustruen, der har alt undtagen smag, bliver hun jublende taknemmelig. Fødselstallet er højt i september. Det er rigtigt, at man kan blive glad for en gave, når man har fået den byttet. Men spørgsmålet er om julehandlen er afladshandel? Er de dyre gaver et forsøg på at kompensere for den dårlige samvittighed vi føler over ikke, at være nok sammen med de mennesker, der betyder mest for en? Adventstiden har aldrig været tænkt som en fed, svulstig, hektisk før-julefejring. Det er en reflekterende, lilla tid, hvor vi mennesker skal ned i omdrejninger og begynde at indstille vore tanker på det magiske øjeblik, der skal fejres den 24. om aftenen i anledning af Jesu ankomst til vor verden. Jeg tillader mig derfor at opfordre enhver til at bruge adventstiden som den må være tænkt. Ikke til afsindige indkøb, ikke til febrilske juleforberedelser. Men til at sætte tempoet ned. Derfor må vi, selv om det måske bliver skræmmende, forsøge at fokusere på alt andet end indkøb. Der er masser andre ting at vælge imellem. Gud, sex, bagning af brunkager, læsning, hjertefletning, kirkegang etc. Det er der vi finder den fredfulde jul.