Samvittigheden har flyttet sig, kunne Berlingske Tidende fortælle forleden dag. En ny undersøgelse viser, at det der plager folks samvittighed i dag er, at de ikke får dyrket motion og ikke spiser sundt nok. Det kommer ikke bag på mig. En smuk kvinde, som jeg havde til bords, vendte sig før måltidet mod mig og sagde: "Skal vi synde"? Jeg svarede, at jeg var en lille smule gift. Men så forstod jeg, hvad hun mente. At synde var at spise de fede retter på menukortet.

Fråseri er en af de 7 dødssynder. Da man formulerede dødssynderne i 600-tallet tænkte man på madfråseri. Men i dag fråser vi ikke her i Danmark i mad. Faktisk er vi nogle madpuritanere, der køber det billigste vi kan finde i supermarkedet. Til gengæld fråser vi i fitness og wellfare og motion og sundhed. Det skræmmende ved Berlingske Tidendes undersøgelse er, at vor dårlige samvittighed ikke drejer sig om noget godt, som vi ikke får gjort for andre. Men om noget godt, som vi ikke får gjort overfor os selv. Spørgsmålet er om vor samvittighed er Guds stemme i os?

Tja, hvis vor dårlige samvittighed kun drejer sig om noget godt vi ikke får gjort for os selv, er det ikke Guds stemme. Altså er der ikke nogen grund til at have dårlig samvittighed over, at man ikke får løbet nok eller spist gulerødder nok. Men hvis vor dårlige samvittighed er noget der handler om det, vi ikke får gjort for vore medmennesker og dermed for Kristus, må samvittigheden være Guds stemme i os.

Næste gang den dårlige samvittighed derfor melder sig over, at vi ikke er nok sammen med vor elskede eller vore børn eller at vi ikke melder os til Folkekirken Nødhjælps sogneindsamling den 13. marts, skal vi sige det samme til os selv, som Martin Luther sagde, da han nægtede at tilbagekalde sin kritik af kirken: "Det er hverken sikkert eller bringer frelse at gøre noget mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig. Amen"