Den kristne faste begynder den 7. marts. Det er en periode på 40 dage op til påsken, hvor man kan vurdere, hvad der er kommet til at præge ens tilværelse for voldsomt. Nu er det op til hvert enkelt menneske, hvordan man gerne vil faste. Det afhænger af, hvad der i ens liv har fået overtaget.

For mange mennesker fylder sundhed enormt meget. Problemet med denne dyrkelse af sundheden er, at den er så enormt rettet mod en selv, at man taber fokus på sine medmennesker. I stedet for en samtale med ens gamle mor, tager man en løbetur. I stedet for at samle ind to timer den 13. marts til Folkekirkens Nødhjælp, bruger man to timer i Fitnesscenteret.

Vort liv bevæger sig fra skærm til skærm. Adskillige timer ved computerskærmen, så er vi bøjet over skærmen på vor mobiltelefon og til sidst suget fast til fjernsynsskærmen. Fasten kunne være en god anledning til at øve sig på at trappe sit forbrug af skærme ned og bruge denne tid til at se ind i levende menneskers ansigter.

Man kan også faste fra den mad man plejer at spise. Vi spiser hele tiden. Flere og flere går rundt med en vandflaske i hånden, som om man ikke kan bevæge sig uden at komme til at lide af væskemangel. I fasten kan man sige farvel til kødet, mælkeprodukterne, alkoholen. Man vil opdage, hvor lidt man i grunden behøver at spise og hvor meget overskud man får til Gud og sin næste, når for meget mad og drikke ikke tynger krop og sjæl.

Vi har levet i individualismens tidsalder så længe, at vi nu må have denne tid aflivet, og bevæge os ind i fællesskabets tidsalder. Det kunne fasten være en god øvelse i. Fasten handler ikke om forsagelse af mad, fjernsyn, facebook. Den handler om at frigøre sig fra ting, som man er blevet så bundet til, at man ikke længere har blik for Gud og sit medmenneske. Og det kunne jo være at nogle af de ting netop var mad, fjernsyn og facebook.