1. maj. Arbejdernes internationale kampdag. Godt med bajere. Og en masse musik og politiske taler. Dagen må have været tænkt som en dag, hvor arbejderne internationalt skulle styrke solidaliteten med hinanden. Men desværre er 1. maj blevet til: først mig.

Hvor ville det være sejt, hvis man 1. maj i TV kunne se  1. maj-demonstrationer gennem Københavns gader af folk, der råbte. "Første maj er ikke først mig, første maj er ikke først mig". Desværre er det altid det samme. Folk, der inden for deres egen gruppe, vil have mere i løn og flere rettigheder. Hvad med fællesskabet, solidariteten, sammenholdet? 1. majs grundtanke burde være, at vi ikke vil slås for os selv. Men for de andre!

En tankegang, som dominerer 1. maj mere og mere er: "What's in it for me"? Vi bliver bedt om noget eller får chancen for at være med til et eller andet og uvilkårligt kommer tanken: "What's in it for me"? Men det er ikke sådan, at Guds søn havde tænkt sig det.  Han lærte os, at det ikke handler om hvad vi personligt behøver at få ud af det. Men hvordan vi kan bidrage til at andre får det godt.

Jeg kan ikke huske hvordan man får fat i en sød kæreste. Men jeg ved en ting, som kærester godt kan lide. De kan lide, at man betragter dem som vigtigere end sig selv. Ligesom første maj ikke er først mig, er kærester heller ikke først mig. Og sådan er det også med venner. Man får ikke venner ved at sætte sig selv først. Men ved at give dem man kan lide mulighed for at komme til, tale, blive forstået. Venner er heller ikke først mig.

I stedet for at lade os inspirere af 1. majs selvkredsende politiske taler, hvor det gælder om i sin egen gruppe at komme først til alting for at få en større bid af kagen, kan vi lade os inspirere af Kristus, der ikke sagde mig først. Men som satte os mennesker før sig selv ved at lade sig korsfæste og dø og bagefter opstå fra de døde. 

Tillad mig derfor at gentage mit 1. maj slogan: "Første maj er ikke først mig, første maj er ikke først mig"!