AAA
 
Del
Poul Joachim Stender

Upopulær evighed

12-05-2011

Evigheden er upopulær i Danmark. Vi danskere kan ikke forestille os, at noget kan være bedre end det vi har lige nu. Et typisk dansk udtryk er: "Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får". Og derfor er der ikke grund til at skifte arbejde eller få sig nogle nye tanker eller ændre sine indgroede vaner.

Min hustru sagde forleden, at det bedste i livet var bag os. Hun og jeg har haft det skægt, vi har nydt tre dejlige børn, vor hud og deller har engang været faste og elastiske. Med bemærkningen har hun nok ment, at foran os lå alderdom, sygdom, gråt hår, impotens, løse tænder og en lille pensionistlejlighed på Frederiksberg. Nu er jeg ikke den type der særlig ofte giver min kone ret. Og heller ikke denne gang.

Jeg har fornemmelsen af, at det bedste ligger foran os. Og her tænker jeg ikke på sygdom og død. Men jeg tænker på, at evigheden ligger forude og venter som noget helt vidunderligt. I kristendommen forventer vi efter døden et nyt liv. Vi skal møde Guds søn og se hans herlighed. Og der skal ikke være noget der hedder alt for lange menighedsrådsmøder eller trættende facebook meddelelser eller kræft eller at miste dem man elsker eller langsom trafik på Holbækmotorvejen for slet ikke at tale om frysepizza.

Thøger Seidenfaden, den afdøde chefredaktør på Politiken, sagde i et interview, at det gælder om at lægge honning depoter ud i sit liv. Det er godt at have noget at se frem til. Søndagens gudstjeneste, en fest, en bog vi længes efter at læse. Men et af vore honningdepoter, der skal være med til at gøre øjeblikket endnu stærkere, er evigheden. Hvem er det, der har bildt os ind, at evigheden er noget med at leve og leve og leve? Det er en forfærdelig tanke. Evigheden har intet med kvantitet at gøre. Evigheden er fylde og intensitet, fordi Kristus er der.

Helt ærligt! I forventningen om det evige liv ved vi ikke blot, hvad vi har. Nemlig en nådig Gud. Men vi ved også, hvad vi får. Det evige liv.

Kommenter

Dine kommentarer

Underret mig, når der bliver kommenteret på mit indlæg

tilbage