De er fuldstændig gale. 75.000 mennesker til rockfestival i Roskilde. For nogle år siden stod de i mudder til halsen for at høre musik. I år har de badet sig i en sky af urinstøv. Min yngste søn kom hjem et par timer i dag for at låne penge. Han var solskoldet, træt, stank som et offentligt toilet. Men han var lykkelig.

Hvad er det der gør, at man vil undvære et varmt bad i en uge? Leve af billlige øl? Stå i kø en time for at komme på toilettet? Blive presset sammen som stod man i en overfyldt bus? Blive udsat for en lydstyrke der overgår 100 børnehaver tilsammen? Der er ingen tvivl. De, der i øjeblikket er til festival i Roskilde, er gale. Men galskab er livets salt. Det menneske, der ikke tør give sig livet i vold, går glip af en masse.

Hvis nogle forskere fik den opgave at regne ud, hvad der ville ske, hvis man stillede 75.000 mennesker en uge på en mark i Roskilde og bombarderede dem med ekstremt høj lyd, hvad ville forskernes resultat være? De ville regne sig frem til, at projektet ville være livsfarligt. Folk ville komme op at slås. Blive syge. Alt ville tale for, at det ikke kunne lade sig gøre.

Men nej! Sådan er det ikke! Der er en fantastisk stemning på Roskilde festivalen. 75.000 mennesker kan leve sammen i en mudderpøl eller i en urinsky, hvis de bare er sammen om noget godt. Og det er de på festivalen. De er sammen med hinanden om musikken, der forener dem og får dem til at mærke, at de lever.

Kirkegængere har ry for at være usexede og kedelige. Men det er en myte. Vi er også gale mennesker. Der er galskab over vore tanker. Vi giver os livet i vold, når vi tror på, at for Gud er alting muligt. Han kan opvække vore døde, give os håbet tilbage, få vort liv til at blusse op i glæde og lyst. Det kan godt være, at vi hverken stripper eller drikker os stive til en gudstjeneste. Men uden den galskab der er i at overgive sig til Gud og tanker så store, at de næsten ikke kan tænkes, ville mange af os  føle, at vi manglede livets salt.