Åh, al den snak, al den debat efter massemorderen i Norge brutalt dræbte uhyggeligt mange mennesker. Man har lyst til at tie ham ihjel, glemme ham, fortrænge at han er et menneske. Nu bruges han til at diskutere om vort multietniske samfund skaber massemordere eller om den offentlige debat, hvor vi desværre bruger grimme ord mod hinanden, kan skubbe til noget dæmonisk i os. Det er som om vi vil give alle hans mord en mening, der kan bruges til et eller andet.
Det bedste jeg har læst om den onde mand i Norge, er sagt af min yndlingsforfatter, den norske Jan Kjærstad: "Det er beundringsværdigt, at nogen forsøger at famle sig frem til en mening med det. For mig er det bare slet og ret meningsløst. Vi kan græde, trøste og vise omsorg. Men at give det mening? Nej. Vi stirrer ondskabens problem lige ind i ansigtet".
Som præst gennem snart 30 år har jeg været ude for det ene meningsløse dødsfald efter det andet. En mand der har skudt sin elskede, børn der er blevet dræbt af spritbilister i trafikuheld, mødre som døden har revet væk fra deres nyfødte. Jeg har aldrig kunnet se nogen som helst mening i nogle af dødsfaldene ligesom jeg aldrig har talt med de efterladte om, at der må være en mening med det dødsfald, som de hvirvles igennem.Til gengæld har jeg gjort noget andet.
Jeg har vist omsorg overfor de sørgende og delt deres afmagt som også er min egen afmagt. Og så har jeg peget på Kristus, Guds søn. Skal vi nogensinde have et svar på ondskabens problem, på det meningsløse, på alt det vi ikke fatter nu, bliver det ikke af Sørine Gotfredsen eller Søren Krarup eller Villy Søvndal eller alle de andre, der udtaler sig om, hvorfor ondskaben viste sit hæslige ansigt så tydeligt på øen Utøya. Den dag vi står ansigt til ansigt med Gud må vi stille ham alle de desperate spørgsmål, som plager os. Og forhåbentlig vil vi den dag forstå det, som vi ikke forstår nu.
Gud i vold.
Dine kommentarer
Vi skal kradse ondskaben i ansigtet!
Hej PJS,
Dit indlæg provokerer mig. :-) Ja, man kan bliv træt af al den snak og man kan blive meget træt af, at snakken ender i nye konflikter. Men derfra og så til - som jeg læser dig - at man skulle så at sige nøjes med at stirre ondskaben i ansigtet i lutter afmagt; det synes jeg er slapt.
Ja, vi er afmægtige i sidste ende og vi vil muligvis aldrig forstå noget til fulde, men det betyder vel ikke, at vi ikke skal prøve? Vi skal vel prøve, ikke for at undskylde eller forklejne det, der er sket, men for netop i al menneskelighed at forsøge at skabe mening i det, der forekommer meningsløst.
Der er vel i øvrigt også forskel på, om man er direkte ramt af en meningsløs ulykke og er i sorg og skal trøstes - og måske først senere får overskud til at søge efter mening - og så på at være tilskuer til en meningsløs ulykke.
Præsten - og vi andre - skal trøste og give omsorg til dem, der har brug for det, men det udelukker vel ikke, at vi stadig skal tænke? Og stille spørgsmål? Er man netop ikke til større hjælp, hvis man IKKE gør den sørgendes afmagt til sin egen afmagt? Er kunsten ikke, at være der som "en anden"?
Står vi ikke ansigt til ansigt med Gud hver dag, og kan vi ikke hver dag stille de desperate spørgsmål, der trænger sig på? Og kan vi mon ikke få foreløbige svar, hvis vi spørger og lytter til de svar, som livet - og dermed Gud - giver os?
Jeg synes at det er slapt, at lade ondskabens hæslige ansigt forblive et ansigt eller en slags sort boks, som vi ikke kan tyde indholdet af. Vi kan nok hverken afskaffe ondskaben eller forstå den til fulde, men vi skal kradse ondskaben i ansigtet, skal vi!
Mange hilsener
Lise