Jeg burde ikke sige det og jeg kender ikke konsekvenserne af mine ord. Men jeg synes at gudstjenesterne i folkekirken er kedsommelige. Jeg keder mig og er meget bekymret for, at mine kirkegængere har det på samme måde.
Det er ikke indholdet der er noget i vejen med. Budskabet er smukt, grænseoverskridende, overvældende. Men formen lever slet ikke op til det indre.
På det sidste menighedsrådsmøde fremlagde jeg det for rådet. Jeg sagde rent ud: "Keder I jer også under gudstjenesten"? Det svarede de ikke på. Men jeg fik dem til at skrive i protokollen, at vi skulle prøve at gøre vore gudstjenester underholdende.
Nu ved jeg bare ikke, hvordan det skal ske. Der er sådan set kun en ting jeg ved med sikkerhed. Gudstjenesten er så pæn og tæmmet og friseret at den bliver kedelig.
Jeg bilder man ikke ind, at rytmiske salmer eller klapsalver eller improviserede bønner eller nybagt nadverbrød løser problemet. Men jeg udelukker det heller ikke. Jeg ved bare, at der er et eller andet ved gudstjenesten som er ude af tridt med tiden. Og siden menighedsrådsmødet, hvor det blev skrevet i protokollen at vore gudstjenester skulle være underholdende, har jeg ønsket af hele mit hjerte, at Helligånden vil komme mig til undsætning. Enten må Guds ånd bringe mig til besindelse eller også må Ånden hjælpe mig gennem denne blog ved at bruge mine læsere.
Der må da være nogle vidunderlige mennesker et eller andet sted, nogle som holder af den lutherske tro og folkekirken som jeg gør, der kan komme med kloge, vilde, farlige ideer, der kan gøre vore gudstjenester underholdende og levende.
Dine kommentarer
Fra en nybagt kirkegænger
Kære Poul,
Jeg har aldrig været regelmæssig kirkegænger - i stedet en af de mange, der kom i kirke ved højtider, og gang på gang gik frustreret hjem, fordi jeg mærkede at nogen gerne ville mig noget, ville sige mig noget som jeg ikke forstod en brik af. Jeg tænkte ved mig selv: Måske er det sproget, der på en gang inviterer indenfor og samtidg støder væk - fordi det er indforstået. Det er vel i orden med indforstået tale - jeg er bare ikke med, og går ensom hjem. Måske er det salmerne med deres vanskelige sprog og melodier, måske al denne rejsen sig og sætten sig på de rigtige tidspunkter - måske helt enkelt det, at jeg kludrer i trosbekendelsen, og på trods af konfirmationsforberedelse i sin tid stadigvæk ikke rigtig ved, hvad den betyder. Jeg tror bare ikke, det er det.
For nylig skete det så lige pludselig: Jeg fandt frem til en forståelig præst. Én der taler til mig i øjenhøjde, direkte og vedkommende. En præst, der fortæller historien så personligt og så levende, at det budskab, du skriver er smukt, grænseoverskridende og overvældende gik rent og klart igennem, så jeg for første gang følte, at jeg forstod. Hvad det betyder for mig personligt, vil jeg holde for mig selv.
Det vilde og farlige tror jeg består i at turde være personlig og nærværende i de dele af gudstjenesten, der giver mulighed for det.
Det vilde og farlige
Kære Annette. Du har så inderligt ret. Vi har så travlt med at lave nye strukturer for folkekirken. Men det der betyder noget for kirkelivet i et sogn er en nærværende og engageret præst, der prædiker levende for menigheden. Vi kommer nok ikke udenom at folkekirken, på trods af dygtige, aktive menighedsrådsmedlemmer, er en præstekirke. Ofte står og falder både sognets liv og gudstjenesten med præstens person og vedkommendes evne til at formidle budskabet. Hjertelig tak for din kommentar. Mange venlige hilsener Poul
Vilde og farlige ideer..
Hurra hurra, - hvor det glæder mig at høre en præst sige, at han keder sig i gudstjenesten.. Jeg røvkeder mig, - ikke nødvendigvis under prædikenen, som er højdepunktet vi endelig når frem til, efter at have stået og siddet, sunget og modtaget det ene og andet, og hvor jeg bævende vender salmebogens side for at se hvor mange vers der er tilbage. Hvis det ikke var uforskammet, ville jeg benytte lejligheden til at få sendt et par sms'er indtil prædikenen.
Mon der er plads til en lille historie? Du efterlyser jo en gudstjeneste hvor der sker noget usædvanligt, er underholdende osv.
Som motorcyklist, har jeg jo bemærket en stor gruppe mennesker som ikke overrender kirken. Nu siger jeg ikke, at motorcyklister ikke går i kirke, - det gør jeg jo selv, - men biker-miljøet er nok ikke dér man finder de fleste kirkegængere.. For omkring 11 år siden tog jeg initiativ til at starte en MC Kirke. Vi deltog på de forskellige mc'træf rundt i landet, hvor vi også delte gratis "Biker bibler" ud. På et tidspunkt blev jeg inviteret til at holde en "Biker-gudstjeneste" på Orø ved det såkaldte Orø-træf. Jeg tog dertil på min Harley sammen med et par venner. Jeg var noget urolig ved tanken, da gudstjenesten skulle holdes i teltet hvor bikerne holdt til og drak øl og spiste og hørte musik. Så jeg var på deres hjemmebane, og risikerede at blive pebet ud. Jeg overvejede hvad jeg skulle gøre, hvis nogen havde brug for at reagere på mit budskab, og besluttede at køre ned til Brugsen og købe et par flasker rødvin og et franskbrød, og holde nadver i teltet.
Kl 13 lørdag eftermiddag kastede jeg mig for løverne udrustet med en mikrofon. Jeg havde ingen backing up group, ingen salmer, ingen liturgi, - nu måtte det briste eller bære.. En enkelt fyr gryntede lidt i starten over at være kidnappet til gudstjeneste, når han nu bare ville have sin formiddagsbajer, men han faldt snart til ro, og til min store forbavselse, lyttede alle med stor interesse. Da min prædiken var slut, inviterede jeg alle interesserede til at deltage i nadveren. Jeg var nok den der var mest forbavset over at se, at gamle garvede bikere med lange zz-top skæg, som havde kørt harley i 40 år og stået i klub i lige så lang tid, rejste sig stille og roligt og stillede sig i kø for at modtage brødet og vinen. Jeg troede ikke mine egne øjne. Der var en andagt til stede, som er ubeskrivelig...
Jeg har valgt at fortælle denne historie, fordi jeg for mange år siden indså, at der er mennesker i dette land, indenfor mange forskellige miljøer, som gerne vil høre og modtage evangeliet, men som ikke kunne drømme om at sætte vækkeuret til at ringe, for at stå op og gå hen i den lokale folkekirke en søndag formiddag. Man kan så spørge sig selv hvorfor..
Kommentar til Martin Ravn
Kære Martin Ravn
Det er ikke indviklet at forstå baggrunden for den liturgi vi har i den danske højmesse. Der er skrevet masser af spændende bøger og afhandlinger om det. Men selv hvor meget jeg kender til disse værker, finder jeg fortsat gudstjenesten alt for lidt underholdende. Blandt andet fordi den teologiske korrekthed præger forberedelsen af prædiken mere end forsøget på at få budskabet ud på en underholdende måde Jeg kunne nævne mange ting, som kan gøre en gudstjeenste underholdende. Jeg opfatter nemlig ikke underholdende som et fy-ord i gudstjeneste sammenhæng. Men det må jeg udrede ved en anden lejlighed. Tak for dit teologiske brøl!
Ikke oplyst
Kære Poul Joakim Stender
Ville du kunne forstå det, hvis man fandt det forstemmende, at en præst, en person med en teologisk universitetsuddannelse, kan skrive et helt blogindlæg om gudstjenesten, uden at give udtryk for én eneste teologisk refleksion? Hvis folkekirken er i krise, er det ikke på grund af, at gudstjenesten er "kedelig". Nej, det er på grund af, at præster som dig lader til #det understreger jeg# at være fuldstændig blottet for teologisk ballast. Dine overvejelser om gudstjenesten virker skræmmende infantile, nærmest som om de kunne være udtænkt af en konfirmand. Når du kalder gudstjenestens indhold for "kedeligt", men indholdet for smukt, så afslører du en mangel for fornemmelse for, at form og indhold #også i gudstjenesten# hører sammen. Af affeje gudstjenesten med at kalde den friseret og pæn, det nærmer sig det underlødige. Det virker mærkeligt at skulle sige det til en præst, men hvis du gerne vil lære mere om, hvordan og hvorfor gudstjenestens form og indhold hører sammen, så kan jeg anbefale dig at læse Søren Ulrik Thomsens essay "Pro Ecclesia" #Fra bogen Kritik af den negative opbyggelighed#. Og så lige en sidste ting: Når du skriver, at menighedsrådet ikke svarede på, om de OGSÅ kedede sig under gudstjenesten, men at du FIK DEM TIL #som du skriver#, at gå med til mere "underholdende" gudstjenesteformer, kunne det så måske skyldes, at de græmmedes over deres præsts ringe teologiske formåen? Det ville jeg i deres sko.
Med venlig hilsen
Martin Ravn.
Sv
Kære Poul Joakim Stender
Ville du kunne forstå det, hvis man fandt det forstemmende, at en præst, en person med en teologisk universitetsuddannelse, kan skrive et helt blogindlæg om gudstjenesten, uden at give udtryk for én eneste teologisk refleksion? Hvis folkekirken er i krise, er det ikke på grund af, at gudstjenesten er "kedelig". Nej, det er på grund af, at præster som dig lader til (det understreger jeg) at være fuldstændig blottet for teologisk ballast. Dine overvejelser om gudstjenesten virker skræmmende infantile, nærmest som om de kunne være udtænkt af en konfirmand. Når du kalder gudstjenestens indhold for "kedeligt", men indholdet for smukt, så afslører du en mangel for fornemmelse for, at form og indhold (også i gudstjenesten) hører sammen. Af affeje gudstjenesten med at kalde den friseret og pæn, det nærmer sig det underlødige. Det virker mærkeligt at skulle sige det til en præst, men hvis du gerne vil lære mere om, hvordan og hvorfor gudstjenestens form og indhold hører sammen, så kan jeg anbefale dig at læse Søren Ulrik Thomsens essay "Pro Ecclesia" (Fra bogen Kritik af den negative opbyggelighed). Og så lige en sidste ting: Når du skriver, at menighedsrådet ikke svarede på, om de OGSÅ kedede sig under gudstjenesten, men at du FIK DEM TIL (som du skriver), at gå med til mere "underholdende" gudstjenesteformer, kunne det så måske skyldes, at de græmmedes over deres præsts ringe teologiske formåen? Det ville jeg i deres sko.
Med venlig hilsen
Martin Ravn.