Det er 10 år siden at terrorangrebet på USA fandt sted. Den dag gik det op for os, hvor sårbare vi er i den vestlige verden. Vi troede, at vi havde sikret os med vore demokratier, teknologi, fri presse samt vor sans for orden og regelmæssighed. Pludselig forstod vi, at vi er en kolos på lerfødder.

Nu er 10 år gået og vi bærer fortsat vor sårbarhed i os, som et sår der ikke vil heles. Folketingsvalgets tema er blevet tryghed. Alle de politiske partier vil give os tryghed. Men hverken Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen kan styre dødens eller naturens eller de verdensomspændende konflikter som opstår, når goderne i verden er fordelt så skævt som de er.

For en del år siden mente mange af os, at terrorangrebet i USA og den økonomiske krise ville få os til at søge efter andet end penge og materielle gode. Men vi tog fejl.

Vi er ikke begyndt at tage vor tro mere alvorligt. Vi har ikke afsat mere tid til hinanden. Vi har ikke kastet os stærkere over åndelige værdier som nærvær, bøn og fordybelse.Det er som om vi mener, at tryghed kun kan skabes gennem bedre økonomi og større beskyttelse mod terror.

Vi skal i vesten have lov til at være stolte af vort demokrati, af vor fine teknologi, af vore idealer, af vor religionsfrihed, af vor dygtighed. Men jeg har en bøn.

Gid Vorherre kunne lukke os op, så vi kunne forstå, at livet består af mere end demokrati, velfærd, vækst, fritid, god pension, korte ventetider til hospitalerne etc.  Hvilken velfærd er det ikke at kunne høre Guds røst, når vi slås med vor sårbarhed og føle os trøstet. Eller tænkt at kunne mærke i sit hjerte at frihed slet ikke er at have penge nok og fulde lader. Men at opleve kærlighed i sin tilværelse. Eller tænk hvis vi virkelig hørte, hvad der blev sagt til os i gudstjenesten, og vi kunne gå fra kirken fulde af kræfter, fordi Gud  giver os mod til at leve i en utryg verden, hvor vi ikke undgår at blive udsat for angreb fra hverken sygdomme eller naturens kræfter eller folk, der har en anden dagsorden end vi selv har.