I øjeblikket er der ingen der udtaler sig samlet på kirkens vegne. Hvor har jeg nydt gennem 27 år i folkekirken at et kirkeråd eller synode ikke har proklameret, hvad min kirke mener om vindmøller eller prostitution eller fedt i maden. Når jeg går gennem mit sogn kigger folk ikke på mig og bilder sig ind, at de ved, hvad jeg tænker om sådanne emner. Men nu skal det være slut.

Jeg fatter ikke de folk, der i øjeblikket går rundt og siger, at kirken skal være herre i eget hus. Folketinget må ikke bestemme over kirken. Det skal kirken selv. Men alle der bare i ti sekunder har lyttet til evangeliet ved, at ingen kan være herre i eget hus. Det er umuligt. Der er altid brug for hjælp fra andre. Nogle gange fra Vorherre. Andre gange et folketing, der i visse situationer kan se bedre, hvad kirken behøver end kirken selv.

Jeg kan lide at rode. Jeg er ikke tryg ved folk, der rydder for meget op. Jeg har i 27 år været ansat i kirken og har været glad for, hvor dejlig ustruktureret den er. En eller anden fornemmelse har sagt mig, at det netop var dette rod, der reddede min kirke for at komme til at lide af hellig lummerhed,

Hvorfor denne længsel efter en kirke der udtaler sig samlet? Ved vi ikke af erfaring at magt genererer magt eller at magt fører til ufrihed og ensretning. Jeg mister min frihed som præst, fordi jeg pludselig skal tages til indtægt for officielle kirkelige synspunkter. Jeg bliver gejstlig i en kirke, hvor et råd vil udtale sig om alverdens ting og hvor økonomien vil blive styret på sådan en måde, at kirkerådet eller synoden kan føre kirken præcis i den retning de ønsker. Jeg skammer mig stadigvæk over, at jeg for nylig udtalte til Kristeligt Dagblad, at jeg synes, at ingen præster skulle have lov til at nægte at vie fraskilte. Jeg udtalte mig som et kirkeråd eller synode vil gøre det, fordi sådan en instants aldrig vil acceptere at den enkelte præst kan have en samvittighed.

Min kirke har masser af problemer. Vi er for kedelige, for ulidenskabelige, for dorske, for uopfindsomme, for uhøflige, for korrekte. Men det er der kun få der råber op om. De fleste mener, at hele problemet er strukturen. Lovgivningen skal ændres, der skal ryddes op. Men det er slet ikke det, som det drejer sig om. Der er ikke brug for kirkeråd eller synode. Der er brug for præster, der brænder for at give mere liv til mennesker med kirkens budskab. Og for menighedsrådsmedlemmer, der tør tænke stort og er stolte af at være en del af en institution, der tør været rodet og dermed mangfoldig.