Da jeg kom til mit sogn for mange år siden, lukkede købmanden om lørdagen kl. 13. I dag er butikken åben uafbrudt. Det er sjældent man løber tør for andet end penge. De forlængede åbningstider er måske udtryk for en slags kollektiv dødsangst. Ser man en lukket butiksdør, er det som at se sin egen dødsattest i døren.

Enhver ved at generalprøver er vigtige før noget stort går i luften. Hvis vi aldrig øver os på at dø, hvordan skal vi så kunne finde ud af det, når dagen kommer?

Mine bedsteforældre holdt skumringstime. De sad helt stille og lod mørket invadere deres stue. jeg tror de øvede sig på at dø.

Engang fastede vi i Danmark. Man spiste ikke meget i en periode af året. Måske fordi man øvede sig lidt på den dag, hvor man skulle dø og ikke længere var i stand til at spise.

Menneskets alderdom bliver ikke anderledes end det liv man har levet før man bliver gammel. Hvis man aldrig giver sig tid til at nyde livet i sin travle hverdag, skal man heller ikke regne med, at man kan finde ud af det efter sin pension.

Sådan er det også med døden. Ens død bliver ikke anderledes end det liv man har levet. Hvis man aldrig har villet se hverken mørket eller stilheden eller evigheden i øjnene, bliver det vanskeligt når sygdom og død rammer en.

Alle Helgens søndag samler vi os i kirken for at øve os lidt på at dø, for at kunne blive bedre til at leve. Men vi mindes også vore døde.

Ser vi tilbage på de mennesker, som vi har mistet og sørger over, møder der os lys. Og ser vi frem, ser vi også lys. Der står Faderen og Sønnen og Helligånden sammen med dem vi har mistet og kærligheden strømmer mod os. Og rundt omkring os er der lige nu levende, varme mennesker, der lyser op i vor tilværelse og som vi skal nyde livet sammen med inden det bliver vor tur til at blive mindet en Alle Helgen søndag.