AAA
 

28/06-2010

Inga og John Friis bruger fire dage hver sommer på Sildestruplejren ved Marienlyst, hvor de leder en børnelejr for børn i alderen 6-10 år. Det har de gjort i 35 år.

John Friis og Thea Friis-Larsen

Det er den farvestrålende hoppeborg på græsset, der afslører sommerlejren og den store flok af glade og nysgerrige børn, der tager imod på Sildestruplejren en søndag i juni.

For Inga og John Friis er det 35. gang, de er med. Tidligere har de stået i spidsen for juniorlejren for større børn, men de sidste ti år har de været på børnelejren. Og den er populær.

Hellere sove i telt end sige nej til et barn
Egentlig er der kun plads til 32 børn på lejren, men John har svært ved at sige nej til nogen, der vil med. Derfor er de nået op på 37 børn i år. Desuden ni voksne og tre, der står for madlavningen. For at kunne få plads til de mange børn er et lederværelse blevet inddraget, så en af de frivillige medhjælper sover på en madras, og John sover i telt udenfor.

– Det er faktisk rigtigt hyggeligt og bedre end at måtte sige nej til børn, der gerne vil med på lejren, siger John Friis.

Aktiviteter og sammenhold

Inga, John og de voksne frivillige er alle tilknyttet Luthersk Missionsforening, og en del af dagens program er, at børnene skal høre Bibelens budskaber. Også selv om det er nyt for langt de fleste børn, der kommer fra familier, hvor kristendommen typisk ikke fylder meget.

– Vi bruger 45 minutter hver formiddag og eftermiddag til at gengive budskaber fra Bibelen. Børnene tegner og synger, og vi forsøger at gøre det så spændende for dem som muligt, fortæller John.

Ud over de to faste programpunkter er der masser af tid til leg, og hver eftermiddag tager hele flokken en tur til stranden for at bade. Derudover er der forskellige aktiviteter, børnene kan deltage i. De lave smykker, bygge drager, og særligt drengene er vilde med at hjælpe til, når der bliver fældet træer. Ellers er en fodboldkamp ikke ad vejen. Om aftenen står den på terrænløb eller popkorn lavet over bål og der bliver læst godnathistorier for alle hver aften.

Thea Friis Larsen er seks år og et af Inga og Johns børnebørn. Hun er været med på sommerlejr flere gange og for hende er det bedste, at hun møder så mange nye børn.

– Jeg har allerede fået mange nye venner, og vi har det sjovt, fortæller hun.

Fakta om Luthersk Missionsforening:
Luthersk Missionsforening er en forening, der de fleste steder arbejder inden for de folkekirkelige rammer.

Læs mere på www.dlm.dk

 

 

By: Bente Schmidt

KommentarerKommentarer

Ingen kommentarer

Tilføj kommentar