AAA
 

17/05-2012

Det er forbudt, siger professor i kirkeret om præsten, der afviste at begrave en homoseksuel. Selvom præsten har fortrudt og undskyldt, kan sagen få konsekvenser.


En sognepræst i Nordjylland bør mindst få en tjenstlig påtale for at have afvist at begrave en homoseksuel. Det udtaler Lisbet Christoffersen, der er professor i kirkeret ved Roskilde Universitet til Ritzau.

 

Alle medlemmer har retskrav på begravelse

Det er forbudt. Det er det enkle svar. Der er ikke noget retligt grundlag for afvisningen og hans foresatte bør rejse en sag i forhold til ham. Medlemmerne af den danske folkekirke har ifølge loven retskrav på at blive begravet i deres sogn - uden undtagelser, siger hun.

 

Præstens foresatte, biskop Henning Toft Bro kalder sagen dybt alvorlig og vil se en skriftlig redegørelse fra præsten før han afgør, hvilken konsekvens sagen bør få.

 

Præst har fortrudt afvisning

Præsten har siden undskyldt over for de pårørende og kalder afvisningen "en tanketorsk" i forlængelse af debatten om præsters fritagelse for vielse af homoseksuelle. Men præstens anger ændrer ikke ved lovbruddet, siger professoren, som mener, at han skal regne med mindst en tjenestelig påtale.

 

Sagen er så alvorlig, at den trods præstens undskyldning kan få alvorlige konsekvenser. For der må ikke opstå tvivl om, at ethvert medlem har ret til begravelse fra folkekirken.

 

Biskoppen har bemyndigelse til gå ind i sagen og selv afgøre den, hvis han vurderer, at den rette sanktion eksempelvis er en tjenstlig påtale eller en skriftlig advarsel. Vurderer han, at der skal mere til, sender han sagen videre til Ministeriet for Ligestilling og Kirke. 

Henning Toft Bro forventer at have truffet sin afgørelse inden for "en halv snes dage".

 

FAKTA

Et medlem af folkekirken har retskrav på en kirkelig begravelse eller bisættelse.

I 2011 blev 46.129 personer begravet eller bisat under medvirken af en præst. Det svarer til 88% af alle, der døde i Danmark.

 

En præst i folkekirken har pligt til at medvirke ved begravelse eller bisættelse af folkekirkemedlemmer i deres sogn. Et medlem kan vælge at gå til en anden præst end den lokale sognepræst.

 

Læs mere om medlemskab af folkekirken

 

By: Ellen Aagaard Petersen

KommentarerKommentarer

Præst, 24-05-12 13:30:
Ærgerligt at historien her vil indgå i kampagnen mod de mange præster, der ikke går ind for vielse af enskønnede. Synspunktet fra denne nordjyske sag har jo aldrig eksisteret før, og deles ikke af andre, der forstår den bibelske vielse som eneste gyldige.

Tilføj kommentar